For bedre at afbøde COVID-19 tiltagenes drastiske konsekvenser for universitetsundervisningen er det vigtigt at forstå hvordan studerende oplever det drastiske skift til online fjernundervisning, der indledtes med campuslukningerne den 13. marts 2020. Baseret på en tidlig survey blandt KUs Sundhedsvidenskabelige Fakultets 7000+ studerende, vil dette projekt indsamle longitudinal data fra danske studerende på tværs af universiteter og professionshøjskoler i løbet af april, maj og juni 2020. Denne data vil blive brugt til at afdække de studerendes oplevelser med fjernundervisning under corona-krisen, med specielt fokus på de mange indbyrdes forbundne udfordringer i relation til læring, teknologi og mental velvære, som vi er nødt til at forstå for at kunne tilpasse og forbedre fjernundervisningen. Målet er at øge institutionernes kapacitet til at håndtere den nuværende og fremtidige lockdowns på en måde, der mindsker og afhjælper de mange studierelaterede, psykosociale og tekniske udfordringer, som studerende står overfor, når campus lukker ned.