Biogas er en vedvarende energiressource, der fremstilles ved at nedbryde organisk materiale såsom landbrugsaffald, husdyrgødning, madrester og spildevandsslam uden tilstedeværelse af ilt. Både i EU og på nationalt plan er udviklingen af biogas blevet set som én af de mest attraktive veje til vedvarende energi, og den har af samme grund været begavet med forskellige støtteordninger. Den mest almindeligt anvendte metode er at forbrænde biogassen til efterfølgende brug i kraftvarmeproduktionen, men det vil have stor økonomisk betydning også at vurdere anden brug. I dette projekt vil vi udvikle en ny elektrokemisk reaktor, som ved høj temperatur omdanner metan, der udgør 50-75% af biogassen, til små kulstofforbindelser, som kan give en værditilvækst. Det kan f.eks. være til ethylen, som i dag fremstilles ud fra fossile brændstoffer, og som er den vigtigste kemiske forbindelse ved fremstilling af plast, fibre og andre organiske kemikalier. I vores reaktor vil omdannelsen ske som en elektrokemisk oxidativ kobling af metan (EOCM) til ethylen. Forskningsmæssigt ligger fokus på at designe den elektrodearkitektur, som skal sikre en aktiv og stabil metaloxid-grænseflade, hvor den elektrokatalytiske konvertering sker. Omdannelsen har som mål, at metan konverteres effektivt og med et højt udbytte af ethylen. Lykkes projektet, vil det accelerere dekarboniseringsprocessen for den organiske kemiske industri, og dermed fremme overgangen til et fossilfrit samfund.