Man er stadig meget langt fra at have en effektiv behandling mod mange cancerformer. Nyere forskning viser, at lavsulfaterede kulhydratmolekyler (CS) er udtrykt på overfladen af en bred vifte af cancerceller, heriblandt leukæmi, hud-, bryst- og hjernecancer såvel som cancerstamceller. Desuden er CS kun i begrænset omfang udtrykt i normalt væv. CS molekyler spiller en vigtig rolle for væksten og spredningen af cancerceller, samt for deres overlevelse. Dette gør CS til en oplagt mål for cancerterapi. Moderkageceller har som cancerceller et unikt behov for hurtig vækst og har således også de lavsulfa-terede kulhydrater på celleoverfladen. Under graviditeten bliver dette udnyttet af malariaparasitten, som igennem evolutionen har udviklet et protein, der specifikt kan mediere binding mellem malariaparasitten og disse CS kæder. Nye data viser, at malariaproteinet også binder meget specifikt til en lang række cancerceller, og med denne ansøgning vil vi dissekere hvordan malariaproteinet kan hæmme cancervækst. I kraft af sin høje specificitet og bindingsstyrke til et alment cancermolekyle har malariaproteinet således et stort potentiale i cancerdiagnostik og behandling og forskningen åbner op for en helt ny metode til at ramme mange forskellige typer sygdomsassocierede receptorer.