Staphylococcus aureus er den hyppigste hospitals-erhvervede mikroorganisme, som bl.a. findes på vores hud og slimhinder. Den er årsag til adskillige typer infektioner af forskellige sværhedsgrader, fx hud- og sårinfektioner, bylder, knogle- og lungebetændelse samt livstruende infektioner som blodforgiftning og betændelse i hjertet. Det er i flere studier blevet påvist, at omtrent 25-30% af raske voksne er permanent koloniseret i næsen og derfor er bærere af bakterien uden symptomer. At være bærer øger risikoen for at pådrage sig en infektion med bakterien. Hvilke forhold der bestemmer om et individ bliver bærer af S. aureus er endnu ikke fuldt klarlagt, men det involverer sandsynligvis forhold i immunforsvaret. Ny forskning har vist, at en hyppig normal-variation i en receptor på celler i immunforsvaret, kaldet CCR5, har en beskyttende virkning mod giftstoffet Leukotoxin ED produceret af S. aureus. Dette er muligvis en faktor, der kan påvirke både muligheden for kolonisering og infektion med S. aureus. Projektet tager udgangspunkt i en national befolkningsundersøgelse af bloddonorer, kaldet Det Danske Bloddonorstudie, som blev påbegyndt i 2010 og aktuelt har mere end 80.000 deltagere. Studiets formål er at beskrive forekomsten af kolonisering med S. aureus herunder også om kolonisering er relateret til demografiske forhold som køn, alder, vægt rygning m.m. Endvidere undersøger vi, om der er en sammenhæng mellem S. aureus kolonisering og normal-variationen i CCR5.