Vores demokrati bygger på ideén om, at de folkevalgte repræsenterer os. Når kandidater og folkevalgte chikaneres, forhindres de i at udføre deres politiske virke, hvilket skader valgenes integritet, den demokratiske legitimitet og repræsentativiteten. DIPAS undersøger omfanget og konsekvenserne af chikane i dansk politik med kvalitative og kvantitative metoder. I projektets første del undersøger vi, i hvilken grad kandidater og folkevalgte oplever fysisk, psykisk og seksuel chikane i kampagner, kommunalbestyrelser og Folketing, i de politiske partier og i den offentlige debat. Dernæst undersøger vi, hvilken betydning chikane har for kandidaternes muligheder for at føre valgkampagne og de folkevalgtes muligheder for at repræsentere vælgerne. I denne del af projektet fokuserer vi særligt på, om de kandidater og folkevalgte, der er udsat for chikane, bruger værdifuld tid og ressourcer på at undgå chikane. Desuden undersøger vi, om chikane har betydning for, hvilke emner, politikere taler om og hvilke aktiviteter de deltager i og om, hvorvidt chikane påvirker deres politiske ambitioner. Ved at inddrage regler, procedurer og kulturen i partier, kommunalbestyrelser og Folketing bidrager vi med løsninger på problemer med chikane i politik. Hermed bidrager DIPAS til en styrkelse af det danske demokrati.