Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 og den efterfølgende russisk-ukrainske krig fik mange vestlige journalister samt politiske og militære beslutningstagere til at trække paralleller mellem vestens tilbageholdne respons på Putins aggressive udenrigspolitik og Vestens eftergivenhedspolitik (appeasement) af Nazityskland i 1930’erne. På trods af at vestlig sikkerhedspolitik siden 1945 har været præget af lærdommen af mellemkrigstidens appeasement, har international forskning om appeasement, og diskussionerne om hvordan man diplomatisk skal håndtere aggressive stater, dog været mangelfuld og i stor grad været ubalanceret. Projektet vil derfor genbesøge appeasement-begrebet og udvikle forklaringsmodeller for bedre at kunne forklare hvorfor man beslutter at give indrømmelser til aggressive stater. Ved at kombinere indsigterne fra forklaringsmodellerne og en analyse af appeasements påvirkning af vestlig sikkerhedspolitik siden 1945, vil projektet lave et casestudie for at undersøge hvordan appeasement har påvirket NATO og EU's sikkerhedspolitiske vurderinger og handlinger over for Rusland siden Ukrainekrigens udbrud i 2014. Med afsæt i de teoretiske forklaringsmodeller og casestudiet af Ukrainekrigen vil projektet danne grundlag for en diskussion af, hvordan politiske beslutningstagere og militære organisationer bedre kan vurdere, når det er mest hensigtsmæssigt at håndtere aggressive stater gennem diplomatiske midler og forhandlinger, og hvornår dette ikke er muligt.
