Netværkets mål er at tilvejebringe samtaler og dialog om global miljøretfærdighed i skæringspunktet mellem den akademiske verden og civilsamfundsorganisationer, særligt aktivister og NGOer. Hensigten er at styrke miljøhumaniora i Danmark og miljøhumanioras forbindelse til civilsamfundet. I den forbindelse vil netværket udvikle værktøjer og begreber rettet mod en ny samfundsrettet miljø-humaniora og herigennem forbinde Danmark med verden. Med fokus på global retfærdighed, udforsker og omdefinerer netværket grænserne mellem videnskabernes og civilsamfundets involvering i miljø- og omstillingsproblematikker. Netværket undersøger nye interventionsformer og understreger derigennem humanioras centrale placering i forhold til at begrebsliggøre og synliggøre den økologiske krises komplekse samspil mellem det humane og den non-humane omverden. Netværket bygger på to komplementære ideer: 1) At humaniora bliver teoretisk beriget gennem kontakt og samarbejde med aktuelle former for miljøaktivisme og civilsamfundsengagement; 2) At humanistisk forskning kan bidrage til offentlige miljødebatter og omstillingstiltag.