Mange studier i Guinea-Bissau og andre lavindkomstlande har vist er mæslingevaccinen sænker børnedødeligheden langt mere end det kan forklares med beskyttelse mod mæslinger. Disse effekter er blevet døbt ”uspecifikke effekter” og WHO vaccinationsprogram har netop igangsat en arbejdsgruppe til at undersøge de uspecifikke effekter. Studier af hospitalisering i både Guinea-Bissau og Danmark viser, at mæslingevaccinen i særlig grad beskytter mod lungebetændelse. Pneumokokker er en af de vigtigste årsager til lungebetændelser. Kolonisering af luftvejens slimhinder med pneumokokker går altid forud for lungebetændelse med pneumokokker og påvisning af pneumokokker i slimhinden siger derfor noget om risikoen for udvikling af lungebetændelse. I Guinea-Bissau gennemføres nu et studie, hvor børn randomiseres til en ekstra mæslingevaccine ved 4.5 måneder eller ingen vaccine, og hvor alle får den anbefalede mæslingevaccine ved 9 måneder. I dette skolarprojekt vil vi sammenligne risikoen for kolonisering af luftvejene med S. pneumoniae blandt børn, der fik eller ikke fik tidlig mæslingevaccine. I alt 630 børn vil blive podet fra næsesvælget før de indrulleres i studiet, otte uger senere, samt når de er 9 måneder gamle. Hvis vi kan påvise en beskyttende effekt af tidlig mæslingevaccine på risikoen for kolonisering med pneumokokker, vil det være et vigtigt argument for at mæslingevaccinen kan have uspecifikke gavnlige effekter.