Depression er en uhyre belastende folkesygdom med enorme omkostninger både på individ- og samfundsniveau. Serotonin er et af de signalstoffer, som hjernens nerveceller bruger til indbyrdes kommunikation og organisering og både serotonin og kønshormonerne er involveret i flere dimensioner af menneskelig adfærd som stress- og følelsesregulering samt i neuropsykiatriske lidelser herunder depression og angst.
Vi har i tidligere studier vist, at serotonin-niveauer i den menneskelige hjerne kan vurderes med billeddannende undersøgelser af hjernen af serotonin 4-receptoren. Vi har også vist, at kønshormonændringer hos kvinder kan provokere depressive symptomer på en måde, der afhænger af serotonerge forhold. Vi ved mindre om, hvad kønshormonmiljø betyder for den mandlige hjerne og om det spiller en rolle ved depressive tilstande, selvom det kunne informere om strategier for skræddersyet behandling eller forebyggelse af depression. I dette projekt vil vi kortlægge sammenhænge mellem serotonin 4 receptorfordelingen i hjernen hos 60 raske mænd og 35 mænd med depression og sværhedsgraden af depression og anst samt niveauet af kønshormonerne testosteron og østrogen i blodet.
Den studerende får adgang til at arbejde med et unikt eksisterende datasæt fra tidligere depressionsstudier, der kan belyse disse sammenhænge og sideløbende opnå praktisk forskningserfaring med dataindsamling i et nystartet PhD-projekt, hvor der inkluderes patienter med depression, som hjerneskannes før behandling.