Alt liv på jorden er afhængig af grundstoffet fosfor som næringskilde, der indbygges i både arvemassen DNA og essentielle fedtstoffer i cellernes membraner. I naturlige miljøer er kampen om fosfor ekstrem og landmændene må årligt sprede millioner tons fosfat ud på deres marker for at få afgrøderne til at gro. En række fosforholdige stoffer kaldet fosfonatforbindelser adskiller sig ved at indeholde en direkte, kemisk kobling mellem fosforatomet og et kulstofatom, hvilket gør stofferne yderst stabile. Fosfonatforbindelser har mange, vigtige anvendelsesmuligheder, bl.a. er ukrudtsmidlet RoundUp en sådan forbindelse lige som der findes en række antibiotika baseret på fosfonatkemi. Det viser sig at visse mikroorganismer er i stand til at nedbryde fosfonatforbindelser og udnytte dem som kilde til fosfat. Viden om denne proces er yderst vigtig for at vi kan udnytte stofferne til lægemidler og i den bioteknologiske industri. I dette projekt vil vi afklare den mekanisme, hvormed bakterier omsætter fosfonatforbindelser til fosfat, hvilket i mange tilfælde håndteres af et enzym kaldet C-P lyase. C-P lyase består af flere underenheder og vi forstår p.t. ikke funktionen af hver af disse enheder. I projektet vil vi binde substrater og substratanaloger til C-P lyase og vha. elektronmikroskopi danne modeller af hvordan disse binder til enzymet. Dette vil sætte os i stand til at forstå funktionen af C-P lyase og dermed bedre kunne udvikle nye lægemidler i fremtiden.