Tilsyneladende simple bakterier kan have overraskende komplekse sociale liv, hvor de samarbejder og konkurrerer indenfor deres egen art eller med andre arter. Når sådanne interaktioner foregår i en menneske-krop kan de være af afgørende betydning for vores helbred. For at forstå konsekvenserne af disse samspil kan vi med fordel kombinere en evolutionsbiologisk og en klinisk tilgang. Mit forskningsprojekt tager udgangspunkt i mave-bakterien Helicobacter pylori, som forskere i starten af 80erne identificerede som den primær årsag til mavesår og -kræft. Senere har det vist sig at denne bakterie også kan beskytte mod astma og allergi, hvis den er med til at forme immunsystemet tidligt i livet. Disse opdagelser falder i tråd med anden ny forskning der afslører de gavnlige effekter af mange af vores tarm-bakterier. Med muse-forsøg vil jeg teste om mikrobielle interaktioner, H. pylori i mellem i maven, og med andre bakterier i tarmene, kan påvirke værtens helbred. I mindre udviklede lande har næsten alle mennesker H. pylori i maven, mens den er en sjældenhed i Europa og USA. Hvad er konsekvenserne af dette tab? Jeg undersøger om H. pylori kan beskytte mod overvægt og malaria, gennem interaktioner med immunsystemet og de andre mikrober. En forståelse af dette kan bidrage til at udvikle nye metoder til at håndtere vores essentielle mikrobielle partnere.