Nedbørsmønstre ændrer sig på grund af den globale opvarmning. Det medfører hyppigere skybrud og oversvømmelser, samt øgede miljø- og kapacitetsproblemer i byområder, hvor nedbøren opsamles og transporteres i afløbssystemer og vandløb. Ved brug af modeller, kan det beregnes, hvordan ændrede nedbørsmønstre påvirker byernes vandafledning, og derved kan klimapåvirkningen begrænses eller endda helt afværges ved tidlige indsatser. En forudsætning for dette er, at ændringerne i regnen – især kraftige tordenbyger, der medfører oversvømmelser – kan forudsiges. De nuværende klimamodel-baserede metoder til af fremskrive, hvordan regnen ændres og varierer i tid og sted, er generelt usikre og utilstrækkelige i forhold til kraftig regn og skybrud. Derfor foreslås en alternativ forskningstilgang, som anvender den seneste udvikling i måling af regn som supplement til klimamodeller. Projektet UrbanRainChange, vil med en kombination af højopløselige målinger fra vejrradarer og outputs fra klimamodeller producere kunstige og klimafremskrevne regnserier, der statistisk kan beskrive fremtidens nedbørsmønstre, og som kan anvendes til at bestemme regn-relaterede konsekvenser af klimaændringerne. Projektet bidrager således til klimatilpasning ved et forbedret beregningsgrundlag til byområdes vandafledning. Denne klimatilpasning kan fordele anlægsomkostninger over flere år samt reducere skader og miljømæssige problemer, som den globale opvarmning vil medføre.