Gennem en digital rekonstruktion af Thormod Torfæus’ (1636-1719) bibliotek og en analyse af kommentarer og notitser, som han tilføjede i marginerne af sine bøger med gamle norrøne sagaer, vil dette projekt undersøge, hvordan den oldnordiske litteratur blev brugt af historikere i Danmark i tidlig moderne tid. Torfæus betragtede norrøne sagaer som pålidelige kilder til dansk historie og brugte dem i sin historieskrivning. Derfor udgør hans håndskrifter og kommentarer vigtige kilder til dansk historieskrivning. Desværre er hans håndskrifter ikke tilgængelige for analyse i deres helhed, fordi Torfæus’ bøger efter hans død blev opdelt i mindre brochurer, som i dag bevares i to forskellige lande. En digital rekonstruktion af hans bibliotek vil give os indblik i hans arbejdsmetoder, fortolkning og analyse af norrøne sagaer som historiske kilder. Det vil fremme vores forståelse af oprindelsen til undersøgelser af den norrøne sagalitteratur i Danmark og dennes vigtige rolle i landets nationale historie, hvor den har tjent som inspiration for en lang række forfattere og kunstnere. I lyset af den voksende interesse for populære adaptationer af oldnordiske emner i tv-serier, computerspil og musik er det et kulturelt vigtigt tidspunkt at engagere sig i diskussionen om den oldnordiske litteraturs rolle og betydning i Danmark.