I de sidste halvtreds år, hvor verdenshandelen er ekspanderet, er varernes produktions- og forbrugssted blevet adskilt. Samtidig har landene desperat forsøgt at regulere produktionsforholdene for de produkter, der afsættes i eget land ved brug af standarder og tekniske forskrifter. Denne udvikling har været ivrigt diskuteret inden for WTO, hvorimod den stort set ikke er behandlet i den EU-retlige teori, ligesom retspraksis om denne type regulering er sparsom. Emnet er blevet endnu mere aktuelt efter, at man gennem de seneste 10 år i flere omgange har optaget nye medlemslande, hvorved EU er blevet mere forskelligartet. Projektets fokus vil være på at undersøge de handelsbarrierer, der opstår, når medlemslandene regulerer den produktion, der sker i andre medlemsstater med særligt fokus på de miljømæssige reguleringstiltag. Det vil blive analyseret, hvorledes denne type nationale foranstaltninger behandles, når de holdes op mod Traktatens fundamentale bestemmelser om varernes fri bevægelighed, og hvorledes denne type problemstillinger behandles i EU’s harmoniseringsproces. For at forstå de reguleringsniveauer, som projektet tager afsæt i, vil målet også være at undersøge den komplekse indbyrdes forbindelse mellem WTO, EU og national lov i det enkelte medlemsland, når det drejer sig om miljømæssig regulering. Projektets bidrag til den juridiske forskning vil være at give et sammenhængende og struktureret billede af, hvordan reguleringen af produktionsprocesser håndteres i EU i dag.