Tegneserieforskningen er i vækst i disse år, og der er en stigende interesse generelt for, hvordan forskellige medier kan forme vores forståelse for den verden, vi lever i. Projektet undersøger den måde, tegneserier påvirker vores opfattelse af sted og hvordan mediet formelt udtrykker en samtidighed og en fornemmelse for sted, der afspejler den stedsoplevelse, vores samtid byder os. Analysematerialet er nordiske samtidstegneserier, der befinder sig i feltet mellem det globale og det lokale, og i deres beskrivelse af denne position reflekterer, hvordan mennesker lever i, tænker om og forestiller sig Norden og de nordiske landes forhold til resten af verden. Projektet analyserer, hvordan tegneserien som form forhandler binære forhold som tekst/billede, rum/sted, lokal/global, virkelighed/fantasi for fortolke samtidens Norden. Projektets teoretiske konstruktion er funderet i en kombination af tre begrebslige felter: 1) narratologiske begreber om rum, der privilligerer rumlighed over tidslighed 2) humangeografiske begreber om rum og sted, der arbejder med et processuelt stedsbegreb 3) tegneserieteori med et strukturelt fokus, der lægger vægt på mediets rumlige forcer. Sted bliver den prisme, hvorigennem de nordiske samtidstegneserier bliver betragtet og samtidigt et greb til at forstå, hvordan tegneserierne diskuterer spørgsmål om identitet, erindring og omgivelser gennem deres brug af stil, struktur og fortælling.