Hvordan kan det være, mennesker træffer beslutninger med kortsigtet gavn, som dog skader dem på længere sigt? Eksempler på sådanne beslutninger er talrige såsom rygning, mangel på motion, gambling og dårlig ernæring. På trods af kampagner, der typisk fokuserer på at informere befolkningen om risici ved at leve usundt, lever Europas befolkning i stigende grad usundt. Projektet undersøger kampagner rettet mod at få folk til at leve sundere. Målet er at opnå en større indsigt i, hvorledes fedmekampagner virker, og psykologien bag at overtale mennesker til at handle på en bestemt måde. Den nyeste psykologiske forskning inden for beslutningstagen og overtalelse har gjort op med klassiske forestillinger om det logiske mod det emotionelle. I stedet vender forskningen blikket mod modeller, der integrerer både det emotionelle og det rationelle i et mere komplekst billede. Ydermere peger forskning mod vigtigheden af det sociale element i forhold til, om tanke fører til handling. Det er fra den baggrund, at projektet undersøger hvordan holdninger og overbevisning kan ændres. Projektet integrerer kognitiv, social- samt overtalelsespsykologi for at besvare to grundlæggende spørgsmål. Hvordan kan kampagner rettet mod fedme tilrettelægges bedre? Hvordan kan vi generelt bedre forstå, hvordan mennesker kan bringes til at ændre holdninger og overbevisninger i situationer, hvor kortsigtede gevinster står i modsætning til langsigtede interesser?