Psoriasis er en kronisk hudsygdom, som rammer 2-4% af den danske befolkning. Psoriasis er en kompleks sygdom karakteriseret ved inflammation (ikke-infektiøs betændelse) i huden. I de senere år har man også vist, at psoriasis er associeret med en øget risiko for udvikling af en række følgesygdomme, herunder hjertekarsygdomme.
Det aktuelle projekt har til formål at undersøge, hvorvidt behandling med et nyt biologisk lægemiddel, brodalumab, kan reducere risikoen for udvikling af hjertekarsygdomme hos patienter med moderat til svær psoriasis. Brodalumab blokkerer specifikke kommunikationsveje i mål-cellerne, som menes at have betydning for udviklingen af såvel psoriasis i huden som hjertekarsygdomme. I projektet undersøges, hvorvidt præparatet er mere effektivt end placebo til at nedbringe graden af inflammation i hovedpulsårens karvæg – en tilstand, der er vist at være forbundet med tidlig åreforkalkning og endvidere er vist at forudsige risikoen for fremtidig hjertekarsygdom. Derudover undersøges om behandlingen kan nedbringe graden af inflammation generelt i kroppen, den såkaldte systemiske inflammation. Studiet vil således overordnet have til formål at afklare, om behandling med et bestemt biologisk lægemiddel, der målrettet bremser psoriasisrelateret inflammation, samtidig kan bremse inflammation i karvæggen og i kroppen generelt.