I elektrolyse spaltes vand til oxygen og hydrogen. Hydrogen produceret ved hjælp af
grøn elektricitet er et afgørende element i omstillingen til grøn energi, eftersom
hydrogen bruges som en energibærer eller indgår i mange nye teknologier der kan
omsætte store mængder fornybar energi. Elektrolyse kræver tilstedeværelsen af en
effektiv katalysator. Problemet er at de bedste af de kendte katalysatorer tilhører
gruppen af sjældne ædelmetaller, såsom Ir, Pt og Ru, hvilket umuliggør en massiv
udrulning af elektrolyse, der ellers kunne løse problemet med lagring af grøn strøm
fra vindmølle og solceller. Forsøg har imidlertid afdækket at nogle oxid materialer
bestående af ikke-sjældne metaller kan virke som effektive katalysatorer, specielt
hvis de dannes som blandede oxider af flere metaller. Disse oxider har dog
begrænset stabilitet i det korrosive elektrokemiske miljø, og generelt mangler vi
forståelse af de grundlæggende principper for deres virkemåde. Dette projekt handler
om at forstå de grundlæggende fysiske egenskaber af oxid materialer med gode og
stabile katalytiske egenskaber. I projektet vil vi anvende atomart opløst mikroskopi
på model katalysatorer til at finde ud af hvordan det atomare arrangement i
overfladen af metal oxidet bestemmer dens stabilitet og aktivitet. Det er håbet at vi
derved kan kommer nærmere en elektrokatalytisk process der udelukkende anvender
materialer med bæredygtigt potentiale.