Landbrug og fødevareproduktion er blandt de store syndere, når det kommer til klima
- og miljøpåvirkning. Påvirkningen kan eksempelvis reduceres ved at øge
produktionen af nye planteproteinkilder. Græs er en yderst lovende proteinkilde da
det både har en næringsprofil velegnet til foder- og fødevarebrug, men kultivering af
græs har en lang række andre fordele. Græs har høj produktionskapacitet, begrænset
behov for gødning og pesticider, foruden evne til at binde kulstof og reducere
næringsstoftab. Modsat klassiske planteproteiner, der udvindes fra oplagringsorganer
som frø og rodknolde, udvindes proteinet fra saften af frisk-høstet græs/blade. Den
helt store udfordring herved er at græsser også indeholder en lang række bioaktive
stoffer, såkaldte fytokemikalier, der kan reagere med proteinerne og ændre deres
egenskaber og funktion. Disse interaktioner er i dag ikke specielt velkarakteriserede
og kan herudover drastisk nedsætte proteinets kvalitet og funktion, og derigennem
anvendelighed og værdi. I PhyPro ønsker vi at få en bedre forståelse af disse
reaktioner. Dette gøres gennem karakterisering af proteiner og fytokemikalier på
molekylært niveau. Herefter anvendes denne viden til at udvikle simple og
kontrollerede modelsystemer, hvor reaktioner studeres. Ved gradvist at øge
kompleksiteten i modelsystemerne vil vi undersøge hvordan reaktionerne konkurrerer
og ikke mindst hvordan vi, med grøn teknologi, kan forebygge reaktioner med
negativ indflydelse på en selektiv måde.