Hvordan opdager en celle, at den er inficeret med en virus, og hvad gør den for at stoppe virussen? En måde, vores krop kan genkende fremmede organismer på, er at danne antistoffer imod dem. Herefter forhindrer antistofferne fremmede organismer i at trænge ind i vores krop. Det tager dog tid at danne effektive antistoffer, og derfor har vores krop en række proteiner, som kan genkende virus og beskytte os, indtil vi har dannet antistoffer. Disse proteiner går under fællesbetegnelsen ”det medfødte immunforsvar” og var genstand for nobelprisen i medicin i 2011. Vores forskning fokuserer på hvordan det medfødte immunforsvar genkender indtrængende virus og bekæmper disse. For at bruge et billede så svarer den måde, virus genkendes på, til, hvordan vi kan kende forskel på arbejdsmanden og ingeniøren. De kan skifte tøj, men deres hænder vil afsløre, hvem der er hvem. Virussen prøver på alle måder at skjule sin sande identitet men afsløres af bestemte molekylære mønstre, der er uløseligt forbundet til virussens formering. Det kan f. eks. være virussens arvemasse der således genkendes. Vi er særligt interesserede i nogle alarm proteiner kaldet OAS. OAS genkender virus og starter en kaskade, der nedbryder cellens proteinsyntesemaskineri og uden det kan virussen ikke formere sig og infektionen stoppes. Samtidig kan et bestemt medlem af OAS protein familien sende et signal til resten af immunforsvaret, der siger: ”Der er en virus løs. Mobiliser immunforsvaret!