Dette projekt undersøger en hidtil overset proces i kvælstofomsætningen i oceanernes iltminimumszoner. Kvælstof er det vigtigste begrænsende næringsstof for livet i oceanerne; en begrænsning, der skyldes at anaerobe bakterielle processer, denitrifikation og anammox, omdanner kvælstof fra biotilgængelig form, især nitrat, til kvælstofgas. En tredjedel af denne omsætning skønnes at foregå i iltminimumszonerne, hvor de befordres af iltfrie forhold i vandsøjlen. Ny forskning tyder imidlertid på, at de kvælstoffjernende bakterier må konkurrere med nitritoxiderende bakterier, der modvirker kvælstoffjernelsen ved at gendanne nitrat. Dette er overraskende, da nitritoxiderende bakterier er kendt som obligat aerobe og derfor ikke skulle kunne trives under iltfrie forhold. Projektet kombinerer in-situ-målinger med nyudviklede instrumenter med biogeokemiske og genomiske undersøgelser for at kortlægge nitritoxidationens fordeling, økofysiologi og mikrobiologiske grundlag. Herved opnår vi en detaljeret forståelse for nitrits nøglerolle i reguleringen af balancen mellem kvælstoffjernelse og regenerering af nitrat. Resultaterne er vigtige for forståelsen af det marine kvælstofkredsløb i dag og hvordan dette kan ændre sig i fremtiden, hvor iltminimumszonernes udbredelse forventes at vokse.