Dette projekt undersøger en række filosofiske spørgsmål om forholdet mellem videnskab og politik, der er fundamentale for at forstå arbejdet med at beskytte truede dyrearter og opnå en effektiv artsbeskyttelse. I arbejdet med at beskytte truede arter står man over for den udfordring, at der ikke nødvendigvis er videnskabelig enighed om, hvordan man overhovedet afgrænser disse arter. Dette skaber et dilemma. På den ene side risikerer man, at arter bliver udryddet, hvis man venter med at udvikle artsbeskyttelsesprogrammer, til de videnskabelige uenigheder er blevet afklaret. På den anden side risikerer beskyttelsesforanstaltningerne at ramme forkert, hvis de bliver baseret på en forkert klassifikation. For at kunne håndtere dette dilemma er det nødvendigt at forstå grundlæggende epistemiske spørgsmål, som hvad det er for risici man løber i de to tilfælde, såvel som grundlæggende normative spørgsmål, som hvorvidt den videnskabelige forskning i klassifikation bør være underlagt en overordnet interesse i bevarelse af arter. For at kunne besvare sådanne spørgsmål vil projektet udarbejde en filosofisk ramme for den epistemiske og normative relationer mellem klassifikation og artsbevarelse. Projektet vil således bidrage til den videnskabsteoretiske forskning i værdiers rolle i videnskaben, såvel som til den filosofiske forskning i den biologiske klassifikations grundlagsproblemer. Endelig vil resultater fra projektet kunne give vigtigt input til den debat om artsbevarelse.