Podcast

Podcast: Politikere er blevet mere tro mod deres parti - vælgerne er det modsatte

Danske politikere følger partilinjen og råber i mindre grad op, hvis de er uenige med partiet, end de gjorde for 40 år siden.

Lyt med i podcasten, og bliv klogere på både vælgerne, politikerne og deres til tider uforståelige adfærd.

 

Vi lever i en individualiseret verden, hvor vi alle - også politikerne - har adgang til at promovere os selv og vores synspunkter.

Mange politikere fører sig frem, både på sociale medier, i de klassiske nyhedsmedier og i diverse underholdningsprogrammer, hvor de viser deres hjem frem og forsøger at lære at danse.

Derfor havde professor Helene Helboe Pedersen og hendes forsker-kolleger på Aarhus Universitet også en klar hypotese, da de gik i gang med et forskningsprojekt om politikeradfærd i 2015:

Politikerne måtte være blevet mere individualiserede og mindre partitro.

Men nej. Forskningsprojektet, som er blevet til på baggrund af en sapere aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond, viser faktisk, at politikerne i højere grad følger partilinjen i dag sammenlignet med i 1980 og i 1995.

Vælgerne er mindre partitro

Samtidig viser Helene Helboe Pedersens forskning, at vælgerne er gået i den modsatte retning:

Vi er mindre partitro og foretrækker politikere, som tør følge deres egen personlige overbevisning og være i opposition til deres parti.

På den ene side er det positivt, at vi som vælgere er oplyste og kritiske overfor vores politikere. For meget topstyring og for stærk partidisciplin kan skade debatten.

På den anden siden er det et problem, hvis vi har urealistiske forventninger til, hvad politikerne faktisk opnår ved at gå imod deres parti, og hvis vi ikke helt har forstået, at vores demokrati er bygget op om partier, hvor nogen grad af partidisciplin er nødvendig.

Se DFF Talk: Konsekvenserne ved personalisering af politik (YouTube)

Denne podcast er en del af podcastserien Vov at Vide, som er lavet i samarbejde med Videnskab.dk - og vil du vide mere kan du kontakte Danmarks Frie Forskningsfonds medarbejdere: Sissel Amundsen, sia@ufm.dk, tlf. 7231 8226 eller Allan Hegelund, ahe@ufm.dk, tlf. 7231 8330.

 

Under valgkampen før folketingsvalget i år (2019) blev Socialdemokratiet kritisteret for at give folketingsmedlemmer mundkurv på. Partidisciplin er nødvendigt, siger forskerne i denne podcast, men for meget topstyring kan være skadeligt for debatten. (Foto: Alexandros Michailidis / Shutterstock.com)