Nano-Science Center og Kemisk Institut

Kontaktoplysninger

Gemma Clare Solomon Larsen
Telefon: 353 20215, 4119 7775
e-mail: gsolomon@nano.ku.dk

Forskningsleder

Gemma Clare Solomon Larsen

Lektor, ph.d, født 1980

Fagområde

Teoretisk kemi/nano-science

Projekt

Molekyler under stress – simulering af hårdt arbejdende molekyler

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg startede på universitetet med at læse jura og naturvidenskab. Jeg havde fra start en klar forventning om at specialisere mig indenfor jura, men tog naturvidenskaben med fordi jeg allerede på det tidspunkt syntes, at det var spændende at forsøge at ”forstå” verden. Molekylerne blev efterhånden mere og mere interessante og på et tidspunkt indså jeg, at jeg simpelthen bare havde det sjovere med naturvidenskaben! Jeg har aldrig fortrudt mit valg.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Efterhånden er det blevet muligt at lave målinger på enkelte molekyler. Det er en meget sofistikeret proces, men flere forskningsgrupper i verden kan i dag placere et enkelt molekyle mellem to metalelektroder og måle på den strøm, der kan løbe gennem det. Vores udfordring er at simulere alle de forskellige variationer, som kan opstå under forsøget; hvordan vil det påvirke strømmen, hvis molekylet bliver strakt eller sidder lidt forkert? Man kan sige, at vi faktisk simulerer ”eksperimentet” mere end bare en stilistisk forestilling om et perfekt placeret molekyle mellem to metalelektroder. Derfor vil vi se variationer og støj i vores resultater fuldstændig ligesom forskeren, der udfører forsøget i laboratoriet, vil.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det at starte ud med sin egen gruppe er et stort skridt og en lidt skræmmende udfordring. At gøre det i et nyt land gør det ikke bedre. At blive en del af Sapere Aude-programmet er en fantastisk ære og er den slags klap på skulderen, som gør, at man føler, at alt arbejdet og de lange dage på kontoret har været det hele værd. Jeg er utrolig glad for at arbejde i Danmark og kan nu se frem til mange flere år her med spændende ny forskning og udfordrende projekter.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er født og opvokset i Australien. Efter min ph.d. fra University of Sydney arbejdede jeg 3½ år i Chicago, USA, inden jeg flyttede til Danmark i 2010. I Australien havde jeg været så heldig at finde mig en dansk mand, og mit job her gav mig en fantastisk mulighed for at bruge tid med hans familie, lære at tale dansk og forstå det land, han kommer fra. Som barn ville jeg aldrig have gættet på, at jeg skulle bo i Danmark, men jeg er virkelig glad for at have taget et par chancer i livet, og det resultat mine valg har medført. 

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Perth, student fra Perth College og bopæl i Gentofte.