Institut for Molekylærbiologi og Genetik.

Kontaktoplysninger

Bjørn Panyella Pedersen. Telefon: 2972 3499, e-mail: bjopp@msg.ucsf.edu.

Forskningsleder

Bjørn Panyella Pedersen

Postdoc, ph.d, født 1979

Fagområde

Strukturel biologi

Projekt

Mekanismer bag kolesterol og sukkeroptag

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Min interesse for min felt, struktur biologi af membran-bundne proteiner, opstod, mens jeg læste bachelor i biologi i 2001. Vi lærte om, hvordan kemisk energi, ATP, bliver dannet i planteceller, og det gik op for mig, hvor essentiel membranen var for denne fantastiske og livsvigtige proces. Jeg havde aldrig tænkt på membranen som andet end en 'pose', der holder cellekomponenterne samlet, men pludselig slog det mig, hvor vigtigt det, at kunne adskille komponenter fra hinanden, er for at skabe liv. Strukturbiologi kan adressere dette spændende emneområde på en helt unik måde, og jeg besluttede mig endelig i 2003 for at fokusere min energi på cellemembranen og dens processer set gennem strukturbiologiske briller.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Min forskning er fokuseret på to aspekter af menneskers fødevareoptag. For det første vil jeg undersøge, hvordan kroppen optager kolesterol fra tyndtarmen. For det andet vil jeg undersøge, hvordan kroppens celler optager sukker. Ved hjælp af strukturbiologi-eksperimenter kan vi danne en model for, hvordan disse processer fungerer på molekylært niveau og få vigtig ny indsigt i, hvordan man kan kontrollere deres aktivitet. Ultimativt vil dette lede til fremskridt inden for flere vigtige folkesygdomme såsom hjertekarsygdomme, sukkersyge og kræft. De helt store udfordringer ved dette projekt er at kunne isolere de komponenter, der indgår i processen, og sikre os at vi kan se, hvordan de ser ud, og samtidig være overbevist om, at vores arbejde for at isolere dem ikke har forstyrret deres naturlige form og funktion.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Min Sapere Aude-bevilling er en fantastisk mulighed, der kommer på et kritisk og meget følsomt tidspunkt i min forskningsmæssige karriere. At starte en uafhængig forskningsgruppe er det næste naturlige skridt efter min 4-årige træning ved en af verdens absolut ledende medicinske forskningsfaciliteter i San Francisco og er samtidig et stort spring fremad i min karriere. Mit planlagte projekt med membran-protein komplekser og humane membran-proteiner er ekstremt ambitiøst og kræver støtte og en stor tiltro for at kunne lykkes. Jeg er enormt beæret over, at Det Frie Forskningsråd har valgt at betro mig en af deres prestigefyldte bevillinger. 

Lidt om mennesket bag forskeren

Topforskning kræver naturligvis meget tid, men jeg er glad for, at jeg har fået tid til at få to dejlige børn, Tobias på fem og Natalie på to, sammen med min vidunderlige kone, Vibeke. Hendes støtte har været essentiel for at kunne få tingene til at fungere, specielt mens vi har været i San Francisco. Min fritid går mest med mine børn og med at prøve nye spændende opskrifter i køkkenet. Madlavning er et dejligt parallelt sidespring til laboratorie-arbejde, hvor man kan eksperimentere uden bekymringer eller jag, hvor man kan lave fantastiske ting, og det værste, der kan ske, er, at der er sure miner ved bordet, hvis maden ikke falder i god jord.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Horsens, student fra Hadsten Gymnasium og p.t. bosat i San Francisco, USA. Fremadrettet bopæl i Aarhus.