Forskningsprojektets videnskabelige titel

Education Access under the Reign of Testing and Inclusion

Forskningsinstitution

Aalborg Universitet

Det humanistiske fakultet, Institut for Læring og Filosofi

Fagområde

Uddannelsesforskning 

Kontaktinfo

cy@learning.aau.dk
Telefon: + 45 29 72 44 81

Forskningsleder

Christian Ydesen

Lektor, PhD, født 1974

Projekt

Adgangsmuligheder til uddannelse i krydsfeltet mellem test og inklusion

Hvad handler dit projekt om? 

Uddannelsesområdet er i dag karakteriseret ved to meget indflydelsesrige dagsordener, som ofte ikke lader sig forene. Det drejer sig om hensynet til hhv. inklusion og test. Hvor test er forankret i idealer om at holde skoler, lærere og elever til ansvar for deres resultater og målbare grader af succes, så handler inklusion om at skabe et uddannelsessystem, der kan understøtte adgangen til uddannelse og læring for alle elever. Formålet med dette forskningsprojekt er 1) at kortlægge og analysere dette dilemma, 2) at fastslå, hvad det betyder for adgangsmulighederne inden for uddannelsessystemet, og 3) at præsentere løsningsforslag til forbedring af disse adgangsmuligheder.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Gennem min forskning om test og professionelle i historisk perspektiv kom det til at stå klart for mig, at elevernes mangfoldighed altid er blevet forsøgt håndteret på den ene eller anden måde i den danske folkeskole. I nyere tid har PISA-test og nationale test sat deres betydelige præg på skolen, samtidig med at idealer og hensyn til inklusion har vundet indpas. Jeg blev derfor optaget af, hvad krydspresset mellem så forskelligartede hensyn betyder for børns adgang til uddannelse og videre social mobilitet samt, hvordan der kan findes løsninger, der sikrer uddannelsesmæssige muligheder for alle.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Projektet dækker fem lande, som er udvalgt på baggrund af deres forskellige uddannelsestilgang, kulturelle sammensætning og økonomiske status samt det forhold, at de alle har indført nationale test og har en aktiv inklusionspolitik i deres uddannelsessystem. De fem lande er Argentina, Danmark, England, Israel og Kina. Et så stort globalt projekt kræver en betydelig grad af projektledelse, koordinering og aktive partnere i de undersøgte lande. Perspektivet er imidlertid en viden, der er langt bredere forankret, som kan have global relevans og som ydermere knytter an til FN’s bæredygtighedsmål, som blandt andet handler om at sikre inkluderende og lige adgang til uddannelsesmuligheder af høj kvalitet for alle. 

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Projektet bidrager med viden, der kan hjælpe med at klæde beslutningstagere og praktikere bedre på i forhold til at håndtere og navigere mellem inklusions- og testdagsordenen. På det forskningsmæssige område bygger projektet bro mellem inklusions- og testforskere, der ellers ofte ikke har meget dialog med hinanden, og indhøster indsigter fra begge felter. Og i forlængelse heraf udvikler projektet en typologi med global relevans, der kan bruges som analyseredskab til at forstå og forbedre adgangsmuligheder inden for uddannelse og dermed bidrage positivt til at øge den sociale mobilitet.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-programmet vil give mig optimale muligheder for at lede et stort internationalt forskningsprojekt, som vil bidrage afgørende til uddannelsesforskningen i almindelighed samt test- og inklusionsforskningen i særdeleshed. Det vil endvidere give mig mulighed for at videreudvikle og styrke mit internationale netværk og give mig stor erfaring med at organisere internationalt forskningssamarbejde. Endelig vil Sapere Aude-programmet styrke min position i det internationale forskningsfelt og give mig nødvendige erfaringer til senere at lede endnu større kollektive forskningsprojekter.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg kommer oprindelig fra Vendsyssel, men bor nu i landsbyen Suldrup lidt syd for Aalborg. Min fritid tilbringer jeg sammen med min familie bestående af min partner Heidi og vores fire børn, Columbus, Cornelia, Alba og Vigga. Desuden har løb og rejser min store interesse. 

bopælskommune

Rebild Kommune

Gymnasium

Hjørring Gymnasium (1993)