Kontaktoplysninger

Martin Rosenberg. Telefon: 2660 9861, e-mail: .

Forskningsinstitution

Københavns Universitet, Kemisk Institut.

Forskningsprojekt

Design af lysende farvestoffer til brug i sensorteknologi.

Forskertalent

Martin Rosenberg

Ph.d, født 1984

Fagområde

Kemi med speciale i fysisk organisk kemi og fotokemi.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Lys og farver har altid fascineret mig. Min interesse for at forstå farvestoffer og lys startede for alvor i gymnasiet, hvor naturens snedige anvendelse af farvestoffers egenskaber virkelig fascinerede mig. Gennem mit kemiuddannelsesforløb på Københavns Universitet faldt min fascination specielt på forståelsen af farvestoffer, som udsender lys (fluorescerende farvestoffer). Med et bredt kemisk uddannelsesforløb med fortræffelige medstuderende og mentorer har jeg opbygget en viden, som nu giver mig mulighed for at bidrage med mange nye idéer inden for mit forskningsfelt.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Farvestoffer har i dag et utal af forskellige anvendelser. Fluorescerende farvestoffer kan designes således, at de udsender mere eller mindre lys afhængig af mængden af f.eks. syre eller ilt. De farvestoffer kan således bruges i sensorudstyr, og de har oveni købet en stor følsomhed. Paletten af fluorescerende farvestoffer er i dag stor, og farvestofferne findes i mange varianter, som er optimerede til forskellige formål. Der findes dog akilleshæle hos de nuværende farvestoffer. Udfordringen bliver at designe nye farvestoffer uden disse akilleshæle, men med tilsvarende eller bedre egenskaber sammenlignet med de allerede eksisterende farvestoffer. 

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Tildelingen af Sapere Aude-bevillingen har åbnet op for et internationalt samarbejde med to forskningsgrupper. De to forskningsgrupper er førende inden for forskningen i design og anvendelse af fluorescerende farvestoffer. Samarbejdet giver mig mulighed for at diskutere min forskning med de bedste inden for feltet og hjælpe til at højne det videnskabelige niveau af mit projekt. Desuden muliggør bevillingen, at de nye farvestoffers egenskaber kan undersøges med topmoderne laboratorieudstyr, som giver de optimale betingelser for eksperimenterne.

Forskningsprojektets titel

Fluorescenslevetidsbaserede Trianguleniumsensorer.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er opvokset i en stor familie i en lille by, Kundby ved Holbæk, og flyttede som 13-årig med min familie til Løgumkloster i Sønderjylland, hvor jeg boede, indtil jeg blev student fra Tønder Gymnasium i 2003. I sommeren 2003 flyttede jeg til København for at uddanne mig til kemiker, og i april 2012 modtog jeg min ph.d.- grad. I dag bor jeg i Valby sammen med min kæreste Sanna. I fritiden spiller jeg fodbold for Copenhagen Celtics, når jeg ikke støtter F.C. København i Parken eller er sammen med mine venner og familie.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Kalundborg, student fra Tønder Gymnasium og bopæl i København.