Kontaktoplysninger

Rasmus O. Bak. Telefon: (kontor) 87 16 83 94, (lab) 87 16 70 12, 26 54 23 78, e-mail:

Forskningsinstitution

Stanford University, Department of Pediatrics og Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin.

Forskningsprojekt

Introduktion af en genetisk mutation i immunceller – en kur mod HIV? 

Forskertalent

Rasmus Otkjær Bak

Ph.d, født 1982

Fagområde

Biomedicin, genterapi. 

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har en kandidatgrad i nanoteknologi, som er en uddannelse med en bred sammensætning af naturvidenskabelige discipliner. Mit valg af nanoteknologi var baseret på min interesse for fysik, kemi og matematik i gymnasiet, men da jeg på første år på universitetet også stiftede bekendtskab med molekylærbiologi, vidste jeg, at det var i den retning, jeg ønskede at trække min uddannelse. Jeg var meget fascineret af kroppens komplekse biologiske molekyler og nanomaskiner, og idéen om at kunne udnytte disse med henblik på at udvikle nye teknologier til sygdomsbehandling begyndte at interessere mig. Dette har ført til spændende projekter under mine ph.d.-studier i lektor Jacob Giehm Mikkelsens laboratorium på Aarhus Universitet, hvor jeg bl.a. har forsket i nye metoder til at korrigere genetiske fejl. 

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Den største udfordring bliver at optimere de teknikker og metoder, der skal benyttes i forskningsprojektet. Projektet består af en række trin, som involverer flere forskellige discipliner, og det er altafgørende, at hvert trin i processen fungerer optimalt for at se en effekt af den behandling, vi ønsker at udvikle og teste. Perspektiverne i forskningsprojektet er, at vi får en større viden inden for genetisk manipulation af stamceller og immunceller samt en øget forståelse for basal HIV-biologi, og hvad der sker med virus, når vi ”lukker dens indgangsdør” til cellerne. I sidste ende håber vi på, at forskningen kan blive et afgørende skridt nærmere en kur mod HIV. 

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

At indgå i Sapere Aude-programmet er en stor anerkendelse af min hidtidige forskerkarriere, og det er utroligt dejligt at mærke den fulde støtte og opbakning, som Det Frie Forskningsråd har valgt at give mig de næste tre år af min karriere. Den ekstra bevilling betyder, at jeg kan iværksætte nye og lidt mere satsede forskningsprojekter, og det betyder, at jeg får flere muligheder for at dygtiggøre mig og udvide mit professionelle netværk. I et større perspektiv håber jeg, at det øger muligheden for at vende hjem til Danmark og forfølge en akademisk karriere som selvstændig forsker. 

Forskningsprojektets titel

Pre-Clinical Testing of Immune Cells Engineered with Multi-layered Genetic Resistance to HIV. 

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor i Hornslet med min dejlige kone Louise og vores søn Bastian på syv måneder, som også glæder sig til det store udlandseventyr under det treårige forskningsophold i USA. Når jeg skal koble af efter en lang arbejdsdag, elsker jeg at tilbringe tid med venner eller familien, lege med min søn, spille klaver og guitar eller se en god film. I min fritid spiller jeg golf og tennis, og prøver ellers at vedligeholde formen i motionscentret.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Farsø, student fra Vesthimmerlands Gymnasium (VHG) i Aars og bopæl i Syddjurs Kommune.