Institut for Molekylær Biologi og Genetik, Aarhus Universitet

Fagområde

Molekylærbiologi

Kontaktinfo

Email: pra@mbg.au.dk

Forskningsleder

Peter Refsing Andersen

Ph.d., Adjunkt, født 1983

Projekttitel

Genomets interne konflikter – kortlægning af genernes kamp om pladsen i genomet

Hvad handler dit projekt om?

Vi anser ofte levende organismer som harmoniske biologiske enheder, men alt liv eksisterer dog i et konstant våbenkapløb med DNA parasitter, hvis eneste formål er at lave flere kopier af sig selv. Disse parasitter har koloniseret genomerne i stort set alle arter og udgør omkring to tredjedele af det menneskelige genom. Spredning af genetiske parasitter kan ødelægge vigtige gener, så alle livsformer har udviklet forsvarsmekanismer, der modvirker de genetiske parasitter. Med bevillingen fra DFF vil jeg afdække, hvilke strategier de genetiske parasitter bruger til at undvige genomernes forsvarsmekanismer og samtidig kortlægge hvordan de gener, der udgør grundstammen af genomets forsvar tilpasser sig parasitternes konstante jagt på huller i bolværket.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Langt den meste genomforskning fokuserer på de relativt små områder i DNA vi kalder ’gener’, som udgør de vigtige proteinopskrifter. Under mine ph.d.-studier begyndte jeg dog at undersøge noget af det DNA, der ligger mellem genernes proteinopskrifter. I mennesker stammer to tredjedele af dette DNA faktisk fra DNA parasitter – selvisk DNA, hvis funktion er at lave flere kopier af sig selv. Den interne spænding i et genom mellem gener, der fungerer til at opretholde livet i cellerne og en masse DNA parasitter, der forsøger at køre deres eget show har fascineret mig lige siden.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Den største udfordring ved at studere de molekylære våbenkapløb mellem værtsgenomer og DNA parasitter er, at evolutionen af de involverede gener går meget hurtigt. Man kan derfor ikke antage at en observation lavet i en mus eller en rotte vil sige noget om, præcis hvordan biologien fungerer i mennesker. Den bedste løsning er derfor at afdække hvordan de molekylære våbenkapløb fungerer i forskellige organismer. Her er bananfluer et rigtig godt værktøj, da de er både hurtige at arbejde med og nemme at manipulere genetisk. Sammen med studier i andre organismer håber vi dermed at skabe en forståelsesrammer for, hvordan genomer generelt (det menneskelige inklusivt) fungerer på trods af – og måske endda i kraft af – de endeløse våbenkapløb med genetiske parasitter.

Peter Refsing.jpg

Billedet viser en bananflue, hvor kroppen er vist i grøn mens den røde farve viser et genomforsvarsprotein i fluens ovarier, der er genetisk modificeret til at være selvlysende. Foto: Daniel Reumann

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Forskning i hvordan genomer er blevet til og hvordan de fungerer bidrager ikke kun til en generel forståelse af hvad livet er og hvordan det opretholdes, men også til at gøre fremtidig medicinsk behandling mulig. I takt med at det bliver billigere at aflæse hele genomer vil sådanne aflæsninger blive standard-procedurer for både raske og syge mennesker. Men aflæsning i sig selv giver kun en masse data. Genetiske studier som mine vil hjælpe til at bygge en forståelsesramme, der kan omsætte al den data til biologisk og medicinsk indsigt og handling.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-programmet gør det muligt for mig at lave forskning, der er helt fremme ved fronten i global sammenhæng. Bevillingen understøtter at jeg etablerer stærke internationale samarbejder og er langsigtet, så jeg kan fokusere 100% på arbejdet. Samtidig støtter Sapere Aude-programmet min udforskning af helt nyt forskningsterritorie, der har potentiale til at forme retningen for min forskningskarriere i de næste mange år.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er netop vendt tilbage til Danmark efter fem år i Wien, hvor jeg begyndte mit arbejde med genetiske konflikter. Som så ofte når man rejser ud, har man mere med hjem end man regnede med: venskaber, erfaringer, oplevelser og meget mere. Derfor rejser jeg også meget gerne og helst til egne, der ikke ligner Danmark alt for meget. Jo, og så synes jeg i øvrigt, at nørder er vildt interessante mennesker. Det er lige meget hvad de nørder med – om de sælger køleskabe eller de studerer filologi – hvis de brænder for det, er de interessante at tale med.

Bopælskommune

Aarhus

Gymnasium

Randers Statsskole