Forskningsleder

Andrew Richard Williams

Lektor, ph.d., født 1983

Fagområde

Parasitologi, immunologi.

Projekt

Diætens rolle ved tarminfektioner - kan visse diætkomponenter være gavnlige for tarmens immunfunktion?

Hvad handler dit projekt om?  

I projektet tilstræber jeg at forstå, hvordan sammensætningen af diæt påvirker immunresponset på tarmparasitter. Det er et multidisciplinært projekt, hvor vi vil anvende teknikker fra kemi, immunologi, parasitologi og husdyrvidenskab til at forstå, hvordan sammensætning og opbygning af bioaktive indholdsstoffer i kosten interagerer med celler fra immunsystemet. Projektet vil omfatte undersøgelser i cellekulturmodeller, mus og grise, hvor vi i sidste ende undersøger, om vi kan udvikle kosttilskud, som forbedrer dyrenes sundhed under en parasitinfektion. 

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?  

Jeg har arbejdet på parasitter hele min videnskabelige karriere. Parasitter er fascinerende at studere, fordi de bortset fra at være en stor byrde for dyrs og menneskers sundhed, også kan lære os mange ting om vores egen biologi, for eksempel hvordan immunsystemet virker. Parasitiske orme har udviklet sig til at leve i tarmene hos dyr og mennesker og kan overleve i årevis på trods af, at de udsættes for immunsystemet. Ved at studere dette værts-parasitforhold, og hvordan det interagerer med faktorer som diæt og tarmflora (microbiomet), kan vi tage fat på fundamentale videnskabelige spørgsmål, samtidig med at vi arbejder på praktiske løsninger, der kan have stor indflydelse på dyrs og menneskers sundhed. 

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Den øgede bekymring ved brug af syntetiske stoffer i husdyrproduktion betyder, at den nye viden, vi producerer om, hvordan naturlige kostforbindelser kan øge immuniteten under parasitinfektion, vil få stor betydning for husdyrindustrien verden over. Desuden vil vores arbejde have direkte relevans for menneskers sundhed inden for områderne kronisk inflammation og tarmsundhed, hvor diætens rolle i stigende grad anerkendes. Samlet set er mit mål at bygge bro mellem grundlæggende og anvendt forskning og dermed løse en række praktiske problemer. 

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Projektet vil have stor indflydelse på både grundlæggende viden inden for ernæring og tarmsundhed, samt udvikle praktisk viden til anvendelse i husdyr og mennesker. Derudover vil flere unge forskere blive uddannet i projektet, som vil kunne overføre deres færdigheder til fødevareproduktionen eller den humane sundhedssektor.  

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-programmet vil have stor indflydelse på min karriere ved at lade mig udvide mit videnskabelige netværk gennem nye samarbejder med førende internationale grupper og også lede en uafhængig gruppe, der vil være i spidsen for et nyt forskningsområde. Derfor forventer jeg, at Sapere Aude-finansieringen giver mig mulighed for at blive en førende international forsker inden for mit område. 

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er oprindeligt fra Australien og har også boet i Irland og England. I min fritid nyder jeg at læse, lave mad, spille hockey og bruge tid sammen med min kone (også forsker ved København Universitet) og vores 2 små børn. 

Gymnasium og bopælskommune 

Student fra Guildford Grammar School, Perth, Australien, og bosat i Københavns Kommune.

Kontaktoplysninger

Telefon: +45 353 32797
E-mail: arw@sund.ku.dk

Forskningsinstitution

Københavns Universitet, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab

Forskningsprojektets videnskabelige titel

Novel dietary additives for control of intestinal parasites