Projekter vi har finansieret

DNA vacciner er en relativt ny type vacciner baseret på cirkulære DNA molekyler (plasmider), som fremstilles i bakterier. Et gen, som koder for en beskyttende komponent fra det virus, man ønsker at vaccinere mod, indsættes i plasmidet. Når dette efterfølgende injiceres i muskulaturen på dyr eller mennesker, vil de muskelceller, som optager plasmidet, begynde at producere vaccine proteinet (antigenet). Dette aktiverer nu immunforsvaret, så at man bliver modstandsdygtig overfor virussygdommen. Konceptet er attraktivt både økonomisk og sikkerhedsmæssigt, da det er væsentligt lettere at fremstille plasmid DNA end at lave selve vaccine antigenet i laboratoriet, og plasmid DNA, der koder for et vaccine antigen, er uskadeligt og uden bivirkninger. Men på grund af svag eller manglende effekt, er det kun ganske få DNA vacciner, som i dag anvendes kommercielt. En af disse er rettet mod en virus infektion hos laks som opdrættes i Canada. I Danmark har vi udviklet en tilsvarende eksperimentel vaccine mod en virusinfektion hos regnbueørreder. Begge disse vacciner er giver hurtig og langvarig beskyttelse efter blot en enkelt vaccination. De underligende mekanismer er kun delvist klarlagt, og vi vil i dette projekt anvende de nyeste teknologier til klarlægning af baggrunden for vaccine effektiviteten på molekylært niveau. Denne viden vil vi efterfølgende bruge til yderligere at optimere virkningsgraden samt til at udvikle strategier for få ellers uvirksomme DNA vacciner til at fungere.

Dette projekt undersøger, hvordan polarisering i Tyrkiet skaber nye brudflader blandt tyrkiske migrantbefolkninger i Europa og hvordan det udfordrer etablerede europæiske medborgerskabstraditioner. I de seneste år er Tyrkiet blevet ramt af kupforsøg, undtagelsestilstand og økonomisk krise. Forandringerne puster til gamle spændinger, skaber nye fraktioner og tvinger tyrkere til at vælge side i forhold til et tiltagende autoritært styre. Tyrkiske valgkampagner, statsfinansierede moskeer og efterretningsoperationer medvirker til, at spændingerne forplanter sig blandt tyrkiske migrantbefolkninger i Europa. Projektet undersøger hvilke nye alliancer og fraktioner der opstår blandt tyrkiske migranter og deres efterkommere i Europa. Vi belyser hvordan disse spændinger formes af de sociale og institutionelle infrastrukturer i forskellige nationale kontekster. Og vi udforsker hvordan nye eller forstærkede konflikter blandt tyrkiske migrantbefolkninger påvirkes af, afprøver og potentielt forandrer nationalt forankrede ideer om medborgerskab. Projektet bygger på antropologisk feltarbejde i tyrkiske moskeer, privatskoler og kulturforeninger i Danmark, Tyskland og England. Projektets komparative design gør det muligt at fremhæve det generelt europæiske og det karakteristisk nationale i hver af de tre lande samt at belyse den transnationale dimension af tyrkiske migrant-organisationer.

I 2021 er det 500 år siden, at hollandske kolonister slog sig ned på Amager efter officiel indbydelse fra kong Christian II. Denne begivenhed markerer begyndelsen på et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på sproglig og social integration i danmarkshistorien. På dansk grund udviklede kolonisterne snart deres eget unikke sprog, amagerhollandsk, som de fortsatte med at benytte internt i over 300 år, hvilket overgår de fleste andre indvandrersprogs levetid. Trods denne bemærkelsesværdige tilblivelseshistorie har hidtidig forskning i amagerhollandsks sproglige egenart været ret beskeden, ligesom spørgsmålet om sprogets lange levetid endnu står ubesvaret hen. Formålet med nærværende projekt er at gennemføre en undersøgelse af amagerhollandsk med fokus på sproget dels i sociolingvistisk belysning, dels i mere snæver lingvistisk optik. Med digitale hjælpemidler vil projektet tillige fastlægge amagerhollandsks forhold til andre germanske sprog (nedertysk, nederlandsk og dansk) og identificere sprogkontakten mellem amagerhollandsk og majoritetssproget dansk. Ud fra disse data vil den sociolingvistiske del af undersøgelsen udforske en særlig religiøs/liturgisk variant af amagerhollandsk samt omfanget af den opbakning, som denne havde hos de danske myndigheder og i det amagerhollandske samfunds egne institutioner. Projektet søger på denne måde at belyse spørgsmålet omkring amagerhollandsks lange levetid og den særlige rolle, som det har spillet som immigrantsprog i danmarkshistorie.

Hvordan ser den kulturelle offentlighed ud i dag, og hvordan har den ændret sig igennem tiden? Hvilke aktører præger avisernes debatsider, hvem bliver fremhævet med omtale i navnesektionen, og hvilke emner og debatter har været fremherskende siden fødslen af den moderne avis? Forskningsprojektet "Kulturelle offentligheder" undersøger navne- og debastoffet i danske aviser fra 1908 til 2018 fra Partipressen over Omnibuspressen til Segmentpressen. Projektet er tværfagligt og trækker på teorier og metoder fra kommunikationsvidenskab, medievidenskab, kulturvidenskab og retorik.

Man investerer i disse år massivt i teknologi til at håndtere, bearbejde og udnytte de store mængder af visuel data, som det er blevet muligt at lagre og tilgå. Digitale redskaber gør det muligt at analysere og visualisere billeder på nye måder bl.a. ved brug af kunstig intelligens, således at oplevelsen af både det enkelte billede og dets visuelle relationer til andre billeder bliver udvidet og udfordret. Den kunsthistoriske fagtradition har et stort potentiale i forhold til at justere, kvalificere og udvikle teori og metoder i forhold til visuelle fænomener i det digitale humaniora. Projektet bidrager til feltet Digital Art History ved at udvikle og nuancere billedanalytiske metoder, billedteori og -begreber i forhold til digitalt baserede visualiseringer af malerier. Maleriet har historisk set været omdrejningspunkt for teoriudvikling, og projektets teoretiske og empiriske undersøgelser tager udgangspunkt i maleriet, da dets iboende spænding mellem materialitet/illusion og væren/repræsentation bliver sat på spidsen i de digitale bearbejdninger. De digitale visualiseringer af maleriet re-aktualiserer dermed fundamentale kunsthistoriske problemstillinger som forholdet mellem betragter og værk, original og kopi samt definitionen af maleriet som genre. Projektet bidrager til, at den kunsthistoriske fagtradition bliver inddraget aktivt i at forme de teknologiske redskaber, at stille spørgsmål og at angive retninger.

Retsopgør er ofte fokuseret på fysisk vold og krænkelser. I mange konfliktsituationer er er den fysiske vold dog den mindst fremtrædende rettighedsoverskridelse. Hvor fysisk vold ofte kendetegner intensive perioder af krig eller kamp om kontrol, er ødelæggelsen af sundhedssystemer, adgang til uddannelser, værdige liv og overlevelsesmuligheder af mere langvarig karakter og ofte med mere kroniske konsekvenser. Krænkelser af økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder kan umiddelbart synes mindre dramatiske, men de påvirker således hele befolkninger og samfund på en måde, der er ødelæggende på både kort og lang sigt. Med udgangspunkt i konflikterne i Syrien og Irak undersøger dette forskningsprojekt de økonomiske, kulturelle og sociale rettigheders status med henblik på det kommende retsopgør i landene.

Projektet vil vise, hvordan der gennem det 20 århundrede er opbygget en kultur omkring vand, som blandt andet tager for givet at vi har brug for 2-300 liter vand i døgnet for at leve et normalt liv. Projektet foreslår, at denne kultur er opbygget gennem en række "vandregimer", og undersøger to sådanne regimer, der grundlæggende har skabt den moderne bys forhold til vand. De afgrænses til et "liberalt regime" og et "velfærdsregime", der dækker årtierne omkring 1900, henholdsvis omkring Anden Verdenskrig. I undersøgelsen af disse regimer ser vi på samspillet mellem teknologier, herunder "mikroteknologier" på grænsen mellem hverdag og netværk (W.C, badekar, vaskemaskiner, svømmehaller); vi inddrager praksisser omkring vand i hjemmet og offentligt (badning, vask, vanding osv), og endelig de forestillinger og normer, som vand blev omdrejningspunkt for (renlighed, hygiejne, sundhed). Videre har projektet den hypotese, at vandkulturen gennem de forskellige hydroregimer påvirkede medborgerskab og social distinktion i byen, et forhold vi kalder materiel politik.

Danske kropsaktivister som for eksempel journalisten Ida Rud – eller Tykke Ida - er i de seneste år begyndt at dukke op i mediebilledet. I dokumentarer og talkshows på TV og i damebladene får disse kvinder plads til at udbrede deres kamp imod ’perfekthedskulturen’ og diskriminering af tykke mennesker, samt til at fortælle om hvordan det er at leve i en tyk krop. Mange af disse aktivister har startet deres virke på det sociale medie Instagram – hvor en feministisk subkultur af tykke kvinder er opstået. Her udvikler de et miljø hvor de deler billeder og erfaringer og støtter op om hinanden. Dette forskningsprojekt er interesseret i at forstå hvordan denne subkultur har fået adgang til mainstreammediers interesse – og dermed har fået lov til at påvirke hvordan der tales om tykke mennesker i disse medier. Projektet vil derfor undersøge to grupper: de journalister som skriver om og inkluderer kropsaktivisterne i deres respektive medier, og gruppen af Instagram-følgere der udgør den subkultur som aktivisterne udspringer af. Projektet vil undersøge hvordan denne bevægelse af aktivister bruger de nye muligheder som det sociale medie tilbyder i forhold til at udbrede anderledes billeder af kvindekroppen, til at organisere feministisk modstand mod sexisme og marginalisering – og endelig hvordan Instagram-aktivismen bliver springbræt til andre medier.

Hvordan reagerer kystsamfund, der bliver ramt af naturkatastrofer? Det undersøger forskningsprojektet, Living on the Edge, der udforsker, hvordan små kystsamfund på Agger Tange mellem Nordsøen og Limfjorden klarede sig i perioden ca. 1750-1900. Hårdt vejr og en nøjsom natur er et konstant vilkår i området, som ydermere har været hårdt ramt af storme og oversvømmelser. Mest epokegørende var stormen i 1825, der slog permanent hul på tangen, hvorefter Limfjorden ophørte med at være en brakvandsfjord og i stedet blev et sund med saltvand. Men også andre voldsomme begivenheder bibragte de stedlige indbyggere dilemmaet; skal vi blive og kæmpe med og mod naturens kræfter, eller var det bedre at flytte væk enten permanent eller midlertidigt i håbet om at skabe en mere tålelig tilværelse i mildere egne? Det er projektets hypotese, at indbyggerne i de små bygder gennem århundreder havde tilpasset sig til en livsstil med indtægter fra både fiskeri, småproduktion og landbrug, som gradvist blev afhjulpet og udfordret ved moderniseringstiltag. Således skabtes der i løbet af 1800-tallet en total omkalfatring af kysten, der fik nye diger, høfder, en moderne havn, telegrafvæsen, og moderne meteorologi, men også nye vækkelser med Indre Mission i spidsen. Alt det nye og moderne blev en udfordring for kystsamfundene, der gav grobund for nye socio-økologiske nicher, og projektet vil gennem empiriske undersøgelser udfordre de eksisterende forståelser af samhørighed og fællesskab i kystsamfund.

Nu om dage knytter vi hele tiden kommentarer til vores daglige liv. Selvreferentialitet sætter et stærkt præg på den måde massemedierne forholder sig til kulturel og kunstnerisk aktivitet. Forfattere, kunstnere m.fl. forventes konstant at kommentere deres egne produkter på de sociale medier. I sen90erne gjorde filmindustrien faktisk instruktørkommentarer til en helt ny genre. Men den var nu ikke så ny endda. Trangen til at give mening til sin livshistorie gennem kommentarer er alment menneskelig. Det der ændrer sig, er kanalerne for at udtrykke selvet. Det var middelalderlige intellektuelle som først indså hvor effektive forfatterkommentarer kunne være for at fremme og beskytte deres værker. Dette projekt undersøger opkomsten af denne nye genre, selv-kommentaren, ved eller uden for Europas grænser. Vi vil særligt fokusere på to forfattere, den græske Johannes Tetzes (Konstantinopel, i dag Tyrkisk, cirka 1110-80) og den arabiske Abū al-ʿAlāʾ al-Maʿarrī (Ma'arra, i dag Syrisk, 973-1057). Vores hypotese er at de bekymringer som drev forfattere til at fremme deres egne værker gennem selvkommentarer, kan sammenlignes på tværs af kulturer, og at de som sådan ikke er specielt vestlige. Hertil agter vi at benytte materiale opbevaret på KB i København. Særligt et håndskrift som er kopieret mindre end 50 år efter Al'Ma'arris død vil give mulighed for at se hvordan han forsøgte at kontrollere sit efterliv, og hvordan denne arv rejste gennem århundrederne frem til det nutidens Danmark.