Kroppen har en fantastisk evne til at reparere vævsskader, men nogle gange går det galt. Skader i knogle- og bruskvæv er særligt problematiske, og de heler ofte dårligt. Celle-baserede behandlinger anvendes derfor mere og mere ved skader i bevægeapparatet både hos mennesker og dyr. Der er en række celler, man kan bruge i celleterapi. Nogle er allerede tilgængelige i human og veterinær klinisk praksis bl.a. mesenkymale stamceller fra knoglemarv og fedtvæv, mens andre er under udvikling f.eks. de meget lovende inducerede pluripotente stamceller (iPS), hvor hudceller omprogrammeres til stamceller. Når klinikeren skal vælge celletype til behandling, burde valget afgøres af cellernes evne til at danne nyt væv, og især om de kan reparere skader i et vævsmiljø, der ofte er præget af inflammation og forskellige anti-inflammatoriske medikamenter. Men i øjeblikket styres valget primært af kommercielle interesser, nem adgang til celleprøver, faste rutiner, og pris. Formålet med projektet er at undersøge, hvilken celletype der er det bedste valg til ortopædisk cellebehandling baseret på cellernes evner til at danne brusk- og knoglevæv i et vævsmiljø, der afspejler, hvad der foregår i kroppen i en vævsskade. De testede celler vil være mesenkymale stamceller fra knoglemarv, fedtvæv og blod, celler fra knoglevæv og bruskvæv, og iPS celler - alle fra hest. Resultaterne vil gøre det muligt for klinikere at træffe et forskningsbaseret valg, næste gang de skal vælge celler til cellebehandling.