Menstruation er et fænomen, der er omgærdet af stigma og tabuisering, og som indtil nu har været rammesat som hygiejniske spørgsmål, der må håndteres ved blot at give adgang til hygiejneprodukter, som en måde at beskytte kvinders ret til privatliv og værdighed. Denne snævre rammesætning overser dog menstrualitet som en naturlig og vital livsrejse, og understøtter uforvarende opfattelsen af, at menstruation er skamfuldt og må skjules eller undertrykkes. Den snævre forståelse af menstruation som et hygiejnespørgsmål overskygger andre menneskerettigheder af afgørende betydning, fx retten til ikke-diskrimination og kvinders ret til at få den fornødne kompetence til at forstå menstruationscyklussen som markør for en række sundheds- og sygdomstegn. Projektet undersøger, hvordan menneskerettigheder kan bruges som løftestang til at skabe et mere positivt narrativ om menstrualitet, der er fri for stigma, og som dermed bidrager til et overset og underudviklet aspekt af kvinders ret til sundhed. Gennem en kritisk analyse af udvalgte internationale og nationale retskilder, samt reguleringen (eller manglen på regulering) af multinationale virksomheder, der producerer produkter til personlig hygiejne, vurderes den hidtidige menneskeretlige rammesætning af menstrualitet med henblik på at identificere denne rammesætnings mangler. Dette giver projektet grundlag for at konceptualisere en sammenhænge ret til menstruationssundhed som er i tråd med WHO’s brede forståelse af sundhedsbegrebet.