I dette projekt undersøger og udvikler vi grøn omstilling i dagtilbud som et
spørgsmål om verdensomsorg. Det er en stor udfordring at få den kommende
generation til at blive en del af løsningen snarere end en del af problemet i forhold til
klima, biodiversitet og forurening, og en endnu større udfordring, at de voksne som
skal opdrage børnene i den retning, ikke selv er optimale rollemodeller. Ved at
fokusere på uddannelsessystemets yngste i dagtilbud har vi mulighed for at påvirke
børnenes grundlæggende indstilling til naturen, da de stadig er i gang med at
orientere sig i verden og forstå hvad der er vigtigt at passe på og hvorfor. Samtidig
er dagtilbuddet den del af uddannelsessystemet der har den tætteste kontakt til
familierne som er vigtige allierede i forhold til at styrke den grønne omstilling. Men
småbørn er sårbare overfor klima-angst og håbløshed, så vi skal inddrage dem med
forsigtighed i de problemer de forrige generationer har skabt for dem og påtage os
ansvaret for at vise at den grønne omstilling kan lykkedes. Det er helt centralt at
børnene opdrages til at forstå sig selv som en del af naturen snarere end som
forbrugere af den og derfor er kodeordet omsorg. Verdensomsorg. Sammen med
pædagoger, forvaltning og forældre vil vi udvikle og undersøge hvordan man kan
opdrage til verdensomsorg i dagtilbud og udpege muligheder og udfordringer for en
bæredygtig pædagogik i dagligdagens praksis, aktiviteter, projekter, vaner og
strukturer.