Den igangværende COVID-19-pandemi har sat sundhedsvæsenet og økonomien under pres i store dele af verden, og en af de store udfordringer i forbindelse med en genåbning af samfundet er adgangen til en hurtig og pålidelig test for SARS-CoV2-infektion. Vores projekt fokuserer på at udvikle en metode, der kan påvise virusinfektion i meget tidlige stadier og samtidig måske kan forudsige sværhedsgraden af patientens sygdomsforløb. Metoden er baseret på den såkaldte 'APTASHAPE' -teknologi, hvor milliarder af små biosensormolekyler, baseret på RNA, giver et øjebliksbillede af proteiner og metabolitter i patientens blod. Traditionelle antistof-baserede tests for overstået COVID-19 kan først foretages 7-10 dage efter infektionen, mens vores system er baseret på kroppens umiddelbare reaktion på en infektion i form af ændringer i blodets sammensætning, som indtræder allerede efter 6-12 timer. Da vores test er baseret på et meget detaljeret billede af ændringer i patientens blod, vil den måske også kunne opdage underliggende sygdomshistorik, som vil have betydning for COVID-19-forløbet i den enkelte patient. Det ultimative mål for vores teknologi er at skabe en hurtig screeningsplatform, der kan afsløre om en person er blevet inficeret inden for få dage og samtidig advare om eventuelle komplikationer på grund af deres underliggende sygdomsstatus.