Virus, den simpleste og ældste form for parasitter, inficerer alle kendte levende organismer og derfor har stort set alle organismer en eller flere forsvarsmekanismer mod virus. Drosophila melanogaster, der på dansk kendes som bananfluen, er en vigtig modelorganisme, og de kraftige genetiske værktøjer, som er til rådighed for bananfluer, har muliggjort mange store opdagelser. I dette projekt beskriver vi et nyt og meget interessant system, som bananfluerne bruger til at forsvare sig mod virus. Kærnen i dette system er proteinet STING, som også findes i mennesker, og med vores projekt vil vi finde ud af, hvordan STING ”ser” virusset. Selvom STING i bananfluer og mennesker ligner hinanden på mange måder, kan de ”se” helt forskellige slags virusser, og vi har identificeret to proteiner, vi formoder hjælper STING med at ”se” virusset. Vores projekt vil karakterisere, hvordan disse proteiner hjælper STING med at ”se” virusset, og vil give en grundlæggende viden om det medfødte immunforsvars evolutionære oprindelse og de basale mekanismer, der styrer medfødt immunitet.