Case

Genmodificerede gærceller skal producere brændstof

Forskere fra USA og Danmark skal med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond udvikle gærceller, som kan omdanne biomasse til brændstoffer. ”Der er store perspektiver i det her,” siger brancheforening for olie og gas.

Nærbillede af en klump gær der smuldrer ud på et bord
Adobe Stock
  • Teknologi og Produktion
  • International postdoc
  • 2017
  • Verden står overfor en stor udfordring med at finde alternativer til fossile brændstoffer. En vej at gå er at udvikle brændstof på baggrund af biomasse.

    Problemet er, at det brændstof, man i dag kan udvikle ud fra biomasse, indeholder meget mindre energi end de fossile brændsler. Man skal altså bruge mere biobrændstof for at få samme mængde energi ud af det.  

    Flydende brændstof fra biomasse direkte i bilmotoren

    Med projektet her håber forskerne at udvikle gærceller, som på effektiv vis kan omdanne biomasse til brændstof med lige så højt energiindhold som de fossile. Ud over et højere energiindhold vil en stor fordel ved denne type biobrændstof også være, at den kan bruges i de motorer, som sidder i vores biler i dag. Man skal altså ikke til at ombygge motorerne. 

    ”Først og fremmest handler projektet her om at lykkes med at få gærcellerne til at lave det, vi gerne vil have dem til,” forklarer Jingbo Li fra Aarhus Universitet, som skal køre forskningsprojektet. 

    ”Hvis vi kan udvikle en metode til at lave benzin-lignende brændstof direkte fra biomasse, så vil det virkelig være et stort gennembrud,” siger han. 

    Energi- og olieforum enig

    Det er teknik- og miljøchef i Energi- og olieforum Michael Mücke Jensen enig i:

    ”Det her er et rigtig spændende projekt med store perspektiver. Alle vores medlemmer vil være interesserede i det her,” siger han.

    Energi- og olieforum er brancheorganisation for virksomheder i Danmark, som udvikler og sælger benzin, diesel, biobrændstof og gas.

     ”En af de største opgaver, vi står med lige nu inden for transportsektoren, er, at finde en erstatning for noget, som er meget effektivt – nemlig de fossile brændstoffer. Elbiler er en vej at gå, men der er også behov for flydende brændstof til den eksisterende bilpark, den tunge transport og til fly og skibe. Derfor lyder det her projekt virkelig spændende. Der er stort potentiale i det her i forhold til den opgave, vi står overfor i transportsektoren,” uddyber Michael Mücke Jensen.

    Vores biler skal ikke køre på menneskeføde

    Ved at manipulere gærcellernes stofomsætning vil forskerne få dem til at producere carbonhydrider ud fra biomassen. Carbonhydrider er hovedbestanddelen i de fossile brændsler, som i dag er hele verdens primær kilde til brændstof. 

    Endemålet er et flydende brændstof, som kan hældes direkte i motoren på de biler, fly og skibe som kører, flyver og sejler på fossile brændsler i dag. 

    I en tid med fødevaremangel og en voksende verdensbefolkning, er det ikke hensigtsmæssigt at bruge potentiel menneskeføde som brændstof: 

    ”Vi er ikke interesserede i at bruge biomasse, som lige så godt kunne bruges som menneskeføde. Brændstof skal ikke konkurrere med fødevarer” siger Jingbo Li.

     Derfor kommer forskningsprojektet til at fokusere på såkaldt lignocellulosisk biomasse eller non-food biomasse. For eksempel fra træer.