Case
Forskere fra Københavns Universitet vil anvende mikrobølger for at gøre svært opløselige lægemidler nemmere at optage for kroppen.
Omkring 90 procent af alle de lægemidler, som bliver udviklet i dag, er svært opløselige. De består af krystalliske strukturer, som ikke kan opløses i tarmsystemet og trænge ud i kroppen, hvor de skal virke.
Det betyder, at lovende lægemidler må droppes allerede i udviklingsfasen. Ikke fordi de ikke virker, men fordi de aktive stoffer i lægemidlet ikke er i stand til at nå ud, hvor de skal virke. Andre må gives som indsprøjtning.
Det skal et nyt forskningsprojekt med finansiering fra Danmarks Frie Forskningsfond lave om på. Lektor på Københavns Universitet Korbinian Löbmann skal lede en forskergruppe, som skal bruge mikrobølger til at gøre lægemidlerne mere opløselige.
Det er særdeles interessant, mener Tobias Horneman-Thielcke, som er Medical Head i Sanofi Genzyme Danmark. Medicinalfirmaet udvikler lægemidler til både kræft og autoimmune sygdomme, hvor immunforsvaret ødelægger kroppens egne celler.
- Det lyder meget spændende, og det bliver interessant på sigt at se, hvilket potentiale dette har for lægemidler, siger han.
Hvis man inden for kræftbehandling i fremtiden kan undgå indsprøjtninger og patienten bare skal lægge en pille i mikrobølgeovnen og derefter sluge den, vil ifølge Korbinian Löbmann være et stort fremskridt.
- Derudover kan det her betyde, at flere lovende lægemidler rent faktisk kan blive brugt i stedet for, at man må droppe dem i udviklingsfasen, siger han.
For at kunne optages i kroppen skal lægemidlerne gøres amorfe - det betyder, at de krystalliske strukturer i lægemidlerne opløses, så de virksomme stoffer kan trænge ud i kroppen.
- Vi sammenligner ofte denne type lægemidler med en mursten. Hvis du smider en mursten i vandet, bliver den heller ikke opløst. På samme måde vil molekylerne i medicinen heller ikke blive opløst, når de har deres krystalliske form. Når vi aktiverer dem ved at gøre dem amorfe, bliver de nemmere at optage for kroppen, forklarer Korbinian Löbmann.
Forskerne ved allerede, at en tur i mikrobølgeovnen kan gøre de krystalliske lægemidler amorfe, så de kan optages. Men der er flere udfordringer, som de håber at løse med det nye forskningsprojekt.
For at mikrobølgerne skal virke, skal pillen indeholde noget vand, som ikke bare fordamper. Hvordan får man vandet til at blive inden i pillen uden at fordampe? Måske med en M&M lignende hinde omkring pillen.
Hvordan undgår man, at pillen flyder ud, når de krystalliske strukturer i det aktive lægemiddel bliver amorfe? Måske ved at indkapsle krystallerne i små separate kugler med en hinde omkring inde i pillen.
Derudover vil forskerne gerne opnå en større forståelse af, hvordan mikrobølgerne virker, og hvorfor de er i stand til at opløse de krystalliske strukturer.
Læs mere om Korbinian Löbmann forskningsfelt.