Case
Godt naboskab mellem asylcenter og lokalsamfund
Hvad er afgørende for god sameksistens mellem asylansøgere og den danske lokalbefolkning i mindre landsbysamfund? Hvordan kan et asylcenter bidrage positivt til et lille lokalsamfund? Antropolog Birgitte Romme Larsen afdækker et unikt og vellykket naboskab mellem et asylcenter og jyske landsbyboere i Jelling.
- Kultur og Kommunikation
- Tidligere virkemiddel » Individuelle postdoc
- 2014
Birgitte Romme Larsens undersøgelse af et særligt vellykket naboskab mellem asylcentret i Jelling – Danmarks ældste opholdscenter – og lokalsamfundet kan i høj grad bruges af kommuner og Røde Kors, der driver asylcentre i Danmark. Det er også meget nyttig viden, når politiske beslutningstagere og Udlændingestyrelsen skal afgøre, hvor nye asylcentre skal placeres i fremtiden.
Gennem sine studier, hvor hun i flere perioder har opholdt sig i Jelling, kan hun vise, at det er overholdelse af fælles rutiner og sociale koder, som afgør, om man opfatter hinanden som fremmede eller ej.
Asylcenter midt i byen Asylcentre i landområder bliver ofte placeret afsides. Et stykke fra bymidten, i udkanten af byen eller måske helt uden for byen.
Men ikke i Jelling – en lille stationsby med omkring 3.500 indbyggere i Sydjylland. Her ligger asylcentret midt i byen.
Siden asylcentret åbnede i 1993 har behovet for plads på centret ændret sig flere gange. I en periode med få flygtninge manglede de lokale daginstitutioner plads. Derfor rykkede en lokal dagpleje og siden en SFO og en ungdomsklub ind i asylcentrets barakker. Det er i dag 15 år siden.
Ikke et integrationsprojekt
På den måde er asylcentret og nogle af lokalsamfundets øvrige institutioner langsomt smeltet sammen både fysisk og socialt. Eksempelvis er asylcentrets og kommunens ungdomsklub i dag én. På intet tidspunkt har det bevidst handlet om integration.
De rumlige løsninger i Jelling har først og fremmest handlet om, hvordan byen kunne fungere bedst muligt.
Ikke om hvordan man skaber integration
— Birgitte Romme Larsen.
Asylcentret er blevet endnu en institution i byen, der bidrager til lokalsamfundet på lige fod med købmanden, folkeskolen og idrætsklubben. Asylansøgere er ligesom andre i byen frivillige på den årlige Jelling Festival. Flygtningebørn og danske børn deler legeplads og skaterbane, og de store børn mødes i byens ungdomsklub.
Overhold fælles rutiner
Selv om naboskabet i Jelling fungerer godt, er der dog situationer, hvor folk lægger mærke til flygtningene.
Når jeg har siddet og observeret og lyttet til folks samtaler, så kommer det igen og igen op det her med, at flygtningene cykler i den forkerte side af vejen. Eller at de taler for højt eller for lavt i supermarkedet. Det er ikke det, at man taler et andet sprog eller ser anderledes ud, der afgør, om man opfattes som fremmed.
Det er, når man træder ved siden af i forhold til de lokale sociale koder og fælles rutiner
— Birgitte Romme Larsen.
Vigtigheden af fælles rutiner og uskrevne normer i hverdagen er underbelyst i migrationsforskningen i dag. Stort set al anden migrationsforskning i Danmark har fokuseret på områder og cases, hvor sameksistensen og inklusionen ikke kan betegnes som succesfuld.
Men også international forskning viser, at god sameksistens og inklusion afhænger af, om man overholder uskrevne normer og regler og tænker på at bidrage til lokalområdet. For nylig deltog Birgitte Romme Larsen således i en international konference i Australien om naboskab, hvor hun fik bestyrket mange af sine resultater.
Fokus på gensidighed er noget af det, der konkret er med til at gøre naboskabet asylcenter og lokalsamfund imellem vellykket i Jelling.
