Case

Ny forskning skal føre til et mere præcist og sikkert udbytte af Internet of Things

Forskere fra Aalborg Universitet skal udvikle et nyt system, der hurtigere og mere præcist kobler information

Foto af digitale HTML-koder
Foto: Ilya Pavlov, Unsplash
  • Teknologi og Produktion
  • Forskningsprojekt 2
  • 2018
  • Din bil, dit køleskab, din elmåler, vandmåler, fjernsyn og måske endda dit ur er forbundet til internettet – og hvis ikke de er det endnu, bliver de det formentlig i fremtiden.

    Fænomenet kaldes Internet of Things (IoT). Men i takt med at flere og flere ting begynder at kommunikere trådløst over internettet, vil der opstå støj, som gør det svært at sortere den vigtige data fra den irrelevante.

    - Om et par år vil der være en masse interferens, fordi der transporteres for meget data fra en masse enheder. Derfor har vi brug for en mere holistisk tilgang, der kan integrere både kommunikationen og databehandlingen, så hele processen optimeres, siger Petar Popovski, der er professor i trådløs kommunikation ved Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet.

    Bedre sikkerhed

    En af projektets formål er at samle eksperter i IoT kommunikation, såsom Petar Popovski, og forskere med ekspertise i data mining, som handler behandling og analyse af IoT data, så begge processer kan optimeres i samspil. Datalog Torben Bach Pedersen, der er professor ved Institut for Datalogi, Aalborg Universitet, er også tilknyttet forskningsprojektet.

    - Vi skal finde ud af, hvordan vi allerede i datasamlingsprocessen kan vurdere, hvilken data der er relevant eller ej – så vi kan gøre kommunikationen mere effektiv uden at miste information, siger Petar Popovski.

    Det skal hjælpe med at optimere en proces, f.eks. i smart cities eller industrirobotter, der kommunikerer med hinanden.

    - Men samspillet mellem dataindsamling og data mining er også vigtig, hvis vi skal tilføje bedre sikkerhed og privatlivsbeskyttelse for brugerne. Vi kan bruge det til at detektere, hvis noget udefra forsøger at komme ind og få adgang til enheden og dermed din data, siger Petar Popovski.

    Mulighed for mikrotransaktioner

    Ifølge Petar Popovski kan en bedre udnyttelse af IoT være med til at åbne op for helt nye muligheder, f.eks. i styringen af varme og el, hvor et smart grid overblik måske vil muliggøre mikrotransaktioner, hvor forbrugerne sælger og køber overskydende energi af hinanden.

    Et andet eksempel er industrirobotter og maskiner, som kommunikerer med hinanden. Det kræver lav latens og høj præcision, derfor er det oplagt at optimere kontrolprocessen ved at se på både kommunikation og databehandling, siger Petar Popovski.

    - Jeg håber på, at vi tager det næste skridt inden for IoT området. Når vi arbejder sammen om at forbedre samspillet mellem kommunikation og databehandling, når vi meget længere, end hvis vi kigger hver for sig. Jeg ser en mulighed for fremskridt inden for vores forskningsområde, siger han.