Danske forskere vil sætte alder på Europas nok ældste kort i sten

Natur og Univers

Forskningsprojekt 1

2022

Når vi skal datere stendysser, gravhøje, bautasten eller kæmpe forhistoriske stenstrukturer som for eksempel Stonehenge, gør arkæologerne det typisk indirekte ud fra, hvad de finder i jorden rundt om stenene.

Det kan være potteskår, som man ved hører til en bestemt periode – eller måske endda organisk materiale, som man kan lave en kulstof14-datering af.

»Det kan fortælle os, hvornår stedet har været i brug – men ikke nødvendigvis, hvornår stedet er bygget,« siger Kristina Jørkov Thomsen, der fysiker og seniorforsker på DTU Fysik.

Vi ved altså ikke, om stedet rent faktisk er meget ældre, end vi går og tror. Men det kan fysikken måske gøre os klogere på, fortæller Kristina Jørkov Thomsen. Hun skal de næste par år undersøge, hvordan man kan bruge lys (luminescens) til direkte at datere, hvornår stenstrukturerne er opført.

En hjælpende hånd fra fysikkens verden

Forskningsprojektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond og kommer til at føre Kristina Jørkov Thomsen til forskellige arkæologiske udgravninger i Frankrig. Her skal hun forsøge at datere opførslen af fire historiske stenstrukturer, såkaldte megalitter. 

I Europa er der omtrent 35.000 megalitter, som vores forfædre menes at have rejst for cirka 3.000-7.000 år siden. Det er første gang, at forskere forsøger sig med at datere megalitterne her i Europa med ’rock surface luminescence dating’, som metoden hedder.

Med metoden kan man bestemme, hvor længe en sten har været begravet. Sten og sedimenter indeholder naturligt en lille mængde radioaktivitet, som afsætter energi i materialet. Når en sten ligger under jorden, vil en del af den afsatte energi blive lagret inde i stenen. Det er denne lagrede energi, som Kristina Jørkov Thomsen bruger til dateringen.

»Når stenen bliver udsat for lys igen, bliver den lagrede energi frigivet. Signalet bliver ’nulstillet’. Du kan sammenligne det med et batteri, der bliver afladet: Den ophobede energi fra radioaktiviteten i stenen – energien i ’batteriet’ – bliver frigivet, og ved at måle den energi, kan vi bestemme, hvor lang tid det er siden, at stenen har set dagslys,« forklarer hun.

'Batteriet' bores ud af stenen

Vi skal dog nok ikke forvente, at forskerne får lov til at bruge metoden på for eksempel den verdensberømte stenkonstruktion Stonehenge i den nærmeste fremtid.

Den energi, man skal bruge for at lave dateringen, er nemlig lagret i små kvarts- og feltspatmineraler inde i stenen. Og for at komme ind til mineralerne, skal man bore en lille kerne ud af stenen og skære den i stykker.

Derfor kræver det både tilladelser og samarbejde med arkæologer, når Kristine Jørkov Thomsen skal tage prøver på stenene i Frankrig.

»En af de sten, vi skal undersøge dernede, er en stor bautasten, og den har vi for eksempel ikke lov til at tage prøver af. Men for at få den til at stå, har menneskene i sin tid gravet et hul, som de har fyldt op med sten. Dem kan jeg nok godt få lov til at tage noget af.«

Selvom hun får lov til at tage en prøve, er det dog ikke sikkert, at metoden kan bruges på lige netop de sten. Det ved Kristine Jørkov Thomsen først, når hun har sten-prøven til analyse på laboratoriet på Risø.  

»Det er ikke alle sten, der er lige velegnede. Derfor har vi udviklet et helt nyt instrument, som vi kan bruge ude i felten til at måle, om der er et signal i stenene, inden vi slæber tonsvis af sten med hjem,« siger hun.

11.000 år gamle fælder og Europas (nok) ældste kort

Kristina Jørkov Thomsen har arbejdet med at udvikle og forfine metoden i over 20 år. Tidligere har hun og andre forskere blandt andet brugt metoden til at kortlægge Jordens klimahistorie, og den er også blevet brugt inden for arkæologien. 

Kristina Jørkov Thomsen har blandt andet været med til at datere nogle stenstrukturer i Jordan, som arkæologerne mente, mennesker havde bygget til at fange dyr for omkring 4.000 år siden.

»De blev ret chokerede, da vi kunne fortælle dem, at stenene var lagt for 11.000 år siden. De havde ikke forestillet sig, at de var så gamle,« siger hun.

I det nye projekt skal hun blandt andet undersøge et gravkammer, hvor der på den ene sten er ridset noget ind i, som minder om den lokale topografi med bjerge og floder. Det er potentielt et af Europas ældste kort, fortæller hun.

»Den periode, hvor de her stenstrukturer bliver bygget – det er i de år, at vi mennesker virkelig begynder at få overskud til mere end bare at overleve. Hvis vi lykkes med at datere stenene, vil det være en af brikkerne i det kæmpe puslespil, der er forståelsen af menneskets og civilisationernes udvikling,« siger hun og fortsætter:

»Jeg håber, at vi med projektet kan vise, hvor brugbar den her metode er og forhåbentlig også gøre den bedre. Og med dét gøre os alle sammen lidt klogere på vores egen historie.«