Inughuit finder måder at klare sig på, trods regler om begrænset fangst og ændringer i miljøet

En vinterdag i 2023 blev Mari Kleist, der i dag er rektor for Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, ringet op af en fanger fra Qaanaaq i Nordvestgrønland.

Han kunne ikke tage ud på fangst, for havisen kunne ikke formere sig til at blive en fast masse. I stedet kom den hele tiden i opbrud og gjorde det livsfarligt at begive sig ud på den.

Fangeren var nødsaget til at søge mad hos naboerne, som også havde begrænsede forråd, og ellers tage på fangst inde på land, hvor fangstdyrene i forvejen var sparsomme på denne tid af året. 

Han kunne godt nok handle råvarer i en butik, men han havde ingen penge at købe for. Det ville han normalt få ved at sælge noget af sit fangstbytte.

»Så det hele hænger sammen. Samtidig vidste fangeren, at de kunne have fanget flere narhvaler, for der havde været masser måneden før. Men det kunne de så alligevel ikke, fordi der er begrænsninger på, hvor mange narhvaler de må fange,« fortæller Mari Kleist og fortsætter:

»Man hører sådan nogle historier og ved, at fangerne altid har kunnet selvregulere. Hvis det havde været i ældre tider, ville de have fanget det, de kunne fange, fordi de vidste, at de ville få det spist. Intet skulle gå til spilde.«

Fangerne og deres familier ved, at omsorgen for naturen er forudsætningen for deres livsgrundlag og hverdag. Men selv med den viden kan der være langt mellem de perspektiver, som fangerne i Inughuit-samfundet har, og dem biologer og beslutningstagere i Nuuk arbejder ud fra.

Mari Kleist skal med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond stå i spidsen for et projekt, som undersøger, hvordan Inughuit i Nordgrønland gennem generationer har udviklet og videregivet viden. 

Jagten foregår på grænsen mellem Grønland og Canada

Inughuit lever i området ved Pikialasorsuaq, Nordvandet, som adskiller Grønland og Canada, nærmere bestemt Ellesmere Island. 
Her findes et af de mest produktive økosystemer i Arktis, som i dag delvist er under pres på grund af klimaforandringer og geopolitiske spændinger. Området er forskningsmæssigt blevet beskuet fra forskellige vinkler, men sjældent som et samlet hele.

»Vi prøver at bevæge os væk fra disse opdelinger mellem natur og kultur, altså binære opdelinger, og i stedet arbejde med en mere økologisk forståelsesramme, hvor elementerne ses i sammenhæng. En tankegang, hvor alt hænger sammen. Du kan ikke skille dem ad, for sådan er det i inuit-kulturen. Og sådan lever Inughuit også i dag. De har altid levet i det område og kan også se, hvilke ændringer der har været, og der kommer,« forklarer Mari Kleist og føjer til:

»De har altid observeret deres omgivelser, og de har altid udviklet deres praksisser i takt med ændrede forhold. Det gør de stadigvæk. I dette projekt bruger vi derfor også en politisk-økologisk tilgang, som undersøger, hvordan ændringer i forvaltningsrammer og reguleringer kan påvirke hverdagsliv og levevilkår. For eksempel når der indføres begrænsninger på fangst af eksempelvis hvaler, isbjørne eller lomvier.«

Foruden denne forvaltningsmæssige dimension undersøger forskningsprojektet også, hvordan Inughuit forholder sig til ændringer i miljøet og klimaet. Endelig vil forskerne dykke ned i arkæologien for at forstå, hvordan Inughuit historisk har reageret på miljøforandringer.

De lokale Inughuit er med i forskningen

Projektet er planlagt til at løbe over fire år og vil for en stor del blive gennemført af en ph.d.-studerende og en postdoc. Derudover indgår Matthew Walls, lektor på University of Calgary i Canada og adjungeret lektor på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, som medansvarlig projektleder. 

Forskerne samarbejder også med Pauline Knudsen, der er afdelingsleder på universitetets Afdeling for Kultur- & Samfundshistorie. 

Endelig er fangere og deres familier fra Qaanaaq og de mindre bosteder i Siorapaluk og Qeqertat vigtige samarbejdspartnere.

»Resultaterne af forskningen bliver vigtige, fordi de giver viden om Inughuits hverdag og de valg, de har truffet gennem mange generationer. De har altid kunnet finde ud af at leve i den højarktiske region. De har altid kunnet regulere sig selv. Vi ønsker blandt andet at imødekomme Inughuits ønske om et styrket samarbejde mellem fangerne, biologerne og regeringen om, hvordan man bedst kan leve og arbejde i området. Og projektet skal gennem sine undersøgelser belyse og fagligt understøtte denne indsats,« fremhæver Mari Kleist.

Hun har tidligere set eksempler på, at forskning om Nordgrønland er blevet udgivet i videnskabelige tidsskrifter, men som aldrig er nået videre til de lokale i et forståeligt sprog. Derfor er Inughuit ofte blevet efterladt uden adgang til den viden, der produceres om deres eget område.

»Vi har som forskere et ansvar for ikke kun at formidle og lytte til de lokale, men også at samarbejde med dem som ligeværdige partnere. Vi kan anskue ting meget forskelligt, alt efter om man er forsker eller lokal. Derfor ligger forpligtelsen også hos os som forskere, for vi kender ikke altid Inughuits perspektiver, fordi vi ikke selv lever deres hverdag eller oplever virkeligheden på samme måde. Samtidig er vi forskere præget af vores vestlige uddannelsesbaggrund, og netop derfor er det afgørende, at vi udvikler vores forståelse sammen med dem,« forklarer Mari Kleist.

Derfor ser universitetsrektoren også projektet som et led i en vigtig udvikling for Grønlands Universitet.

»Når vi samarbejder med de lokale, er det lige så meget en lokal kapacitetsopbygning. Så vi gør det også for at udvikle den måde, vi arbejder på som forskere, og den måde, vi arbejder på som hybride, altså både forskere og lokale.«