Dengang man kunne forsvinde: Kan fortidens danskere på flugt give os forståelse for vores egen virkelighed?

Ved hjælp af kunstig intelligens er det muligt at spore danskere på flugt fra staten eller arbejdsgivere i 1700- og 1800-tallet langt mere effektivt end hidtil. Det giver helt nye perspektiver for at skabe en ny forståelse for staten Danmark og dens udvikling. Forskningsprojektet bag kåres af Danmarks Frie Forskningsfond som Årets Originale Idé 2024.

I sensommeren 1773 tjente en mand midt i tyverne på en gård i Slagslunde i Nordsjælland. Han var lige ankommet til egnen, og han havde let ved at finde arbejde, for han var ferm med sin le. 

Mandens navn var Henrik Eilers, han var født i Sverige og stukket af fra den svenske hær. Det var i hvert fald, hvad han fortalte indbyggerne i Slagslunde.

Manden kender Johan Heinsen, professor på Institut for Politik og Samfund under Aalborg Universitet, rigtig godt. For med teknologiens hjælp bruger han helt nye metoder til at skabe et billede af, hvordan datidens bortløbere flygtede og forsøgte at skabe sig en ny tilværelse. Helt specifikt i perioden 1750 til 1850. 

Forskningen bliver præmieret som Årets Originale Idé 2024 af Danmarks Frie Forskningsfond.

»Som moderne mennesker kan vi tænke, at vi ikke bare kan forsvinde. Hvis folk bryder ud af et fængsel i dag, for eksempel, så bliver de næsten altid fundet igen. Men i begyndelsen af den periode, som jeg undersøger, er det faktisk muligt at forsvinde på dansk jord og blive til en anden. Og når perioden slutter i 1850, er det blevet næsten umuligt,« forklarer Johan Heinsen og føjer til: »Så det er i denne periode, at den moderne tilstand, som vi lever i i dag, bliver skabt. Og med det mener jeg, at den tilstand, hvor vores juridiske identitet ligesom binder os, så vi ikke bare kan vandre afsted. Idéen med at prøve at se, hvad folk gør, når de løber væk, er at prøve at finde ud af, hvordan den udvikling foregår.«

Med tusindvis af avisannoncer, retsdokumenter og andet materiale om datidens bortløbere skal forskningen forsøge at kortlægge flugter. Hvor fejler man? Hvad kan man lykkes med afhængigt af, hvem man er? Hvilken forskel gør det, om man har penge på hånden eller noget at sælge?

Flygtede tjenestefolk og lærlinge blev efterlyst i avisen

I 1773 i Slagslunde så de lokale ingen grund til at anmelde Henrik Eilers. Vægten af hans forbrydelse blev ikke rigtig overført over grænsen. Endnu vigtigere var det, at han havde tilbudt at arbejde, for der var brug for hans arbejdskraft.

Bonden Jens Nielsen var hurtigt til at ansætte Henrik Eilers. Han arbejdede og boede som en del af Jens Nielsens husholdning i halvandet år, inden en anden bonde overtog ham i en stilling som avlskarl, en form for opsynsmand med simple ledelsesopgaver under arbejdet i marken.

Fem udvalgte grupper af mennesker kommer især under lup i Johan Heinsens forskning. Nemlig soldater, straffefanger, tjenestefolk, lærlinge og fæstebønder.

Fælles for dem alle er, at der først er blevet skabt noget data om dem, når de er blevet taget til fange eller efterlyst i forbindelse med en flugt.

Tjenestefolk og lærlinge blev for eksempel i stort omfang efterlyst i avisen i sidste halvdel af 1700-tallet. Det var et tidspunkt, hvor der endnu ikke var ret meget politi, så derfor blev avisen et vigtigt værktøj.

»Nogle gange kan vi se, at det er den samme person, der bliver efterlyst igen og igen. Nogle gange svarer den efterlyste også tilbage. Der er eksempler på, at efterlyste folk indrykker en annonce, hvor de siger sådan noget som, at jeg havde ret til at løbe væk, fordi jeg blev slået af min mester. Eller at de afviser at have stjålet noget, som de er blevet beskyldt for,« fortæller Johan Heinsen.

I alt er det lykkedes Johan Heinsens forskningsgruppe at finde frem til cirka 10.000 avisannoncer om bortløbere fra perioden.

Digitalisere billeder fra mikrofilm ved hjælp af kunstig intelligens

I juni 1776 bad Henrik Eilers herre ham om at tage en vogn og køre de cirka 30 kilometer til København med noget brænde. Efter at have leveret varerne ved hovedstadens havn begyndte han sin rejse hjem, men nåede aldrig frem til byens porte. 

På en plads kaldet Kultorvet blev han opdaget af Ole Svendsen, en mand fra den lille kystby Rungsted nord for København. Han kendte Eilers, men ikke som Henrik Eilers. Han havde sikkert kendt ham, siden han kun var et barn. Henrik Eilers var ikke svensk. Han var født og opvokset i Rungsted. Hans rigtige navn var Bertel Henriksen.

Det er normalt en enorm opgave at skaffe data til historisk forskning. Noget af det, som gør Johan Heinsens forskningsprojekt originalt, er da også, at det hviler på moderne teknikker.

I samarbejde med tre kolleger har han nemlig været med til at udvikle kunstig intelligens, som på meget kort tid er i stand til at gendigitalisere for eksempel de aviser, som Det Kongelige Bibliotek allerede har gjort let tilgængelige ved at affotografere dem og gøre dem søgbare på internettet ved hjælp af bibliotekets Mediestream.

Den kunstige intelligens er dog endnu bedre til at genkende ordene på avissiderne, med 95 procents præcision, og foreløbig er godt en halv million avissider blevet gendigitaliseret. Hvilket gør det langt lettere at søge efter bestemte ord eller vendinger i de store mængder tekst.

»Aviserne er fantastiske, fordi de er et hverdagsmedie. Men de har ikke været brugt ret meget, fordi materialet har været så svært tilgængeligt af flere grunde. For eksempel fordi det oprindeligt er blevet digitaliseret fra ældre mikrofilm, som gengiver teksten på billeder med lav opløsning,« forklarer Johan Heinsen.

Vores egen relation til staten blev skabt omkring år 1800

Navnet Bertel Henriksen bar skændsel med sig. Han var en tidligere bondekarl, der var blevet idømt livstid som straffefangearbejder for staten. På ryggen lå arrene fra den offentlige piskning, han havde modtaget, før han blev lænket og sat i den såkaldte slavedragt, som straffefanger bar. 

Straffefangerne kom fra alle sektorer, men blev tvunget til at udføre manuelt arbejde i forbindelse med bygning og vedligeholdelse af militær infrastruktur. De bar hele tiden kæder, primært som en måde at identificere dem på, hvis de løb. Nu, i 1776, blev Bertel Henriksen sat i et nyt sæt kæder.

Når Johan Heinsen ser på en beretning om en flugt, bryder han den som led i sin forskning ned i handlinger. For eksempel er det en handling, hvis han i et forhør kan læse, at en soldat har efterladt sin uniform i en grøft under sin flugt. Eller hvis han møder en fremmed og spørger om brød.

På den måde bliver det muligt at danne et indtryk af, hvad der egentlig gjorde en flugt mulig i perioden mellem 1750 og 1850.
Ad den vej håber Johan Heinsen, at det tre år lange forskningsprojekt, som efter planen løber til slutningen af 2027, kan skabe et nyt billede af staten Danmark.

»Jeg vil gerne opnå en ny forståelse for, hvad det er, der former den danske stat. Når man har set på den danske stat i denne periode, har man normalt kigget rigtig meget på lovgivningen. Det kan man godt forstå, for den har været let tilgængelig. Men vi kan se, at lovgivningen ikke binder lige meget alle steder. Den måde, man skal agere på, holder, hvis du er tæt nok på statsmagten. Det vil sige ud til Roskilde i vest og ned til Køge mod syd,« siger han og fortsætter:

»Men uden for statsmagten kan vi for eksempel se, at selvom det er ulovligt at hjælpe en tigger, gør folk det alligevel, især på landet. Og hvis du er fisker, må du ikke færge en fremmed over. Men der er nogle sammenhænge, hvor folk de gør det alligevel, og vi kan se, at der er en økonomi i det. Så vi vil gerne finde ud af, hvordan denne virkelighed opstår.«

Det tredje sæt lænker

Tilbage i Københavns Slaveri ventede Bertel Henriksen to år. Han så medindsatte komme og gå, mens han holdt lav profil. Fordi flugt var så almindeligt, og fordi han ikke havde begået yderligere forbrydelser under flugten, blev den til sidst glemt.

Han havde held til at skaffe et forfalsket pas, og den 9. august 1778 lykkedes det igen Bertel Henriksen at flygte. Med passet så han på sine chancer og vendte tilbage til Slagslunde. Her engagerede han sin tidligere arbejdsgiver Jens Nielsen, som ansatte ham igen, ligesom han havde gjort, da han stadig var Henrik Eilers. Men i slutningen af august, måske da arbejdsbyrden efter høsten begyndte at lette, pågreb Jens Nielsen og en anden mand Bertel Henriksen og afleverede ham. Måske havde Nielsen hele tiden vidst, at Henriksen ikke var sluppet lovligt ud, og at passet var falsk.  

Bertel Henriksen blev sat i et tredje sæt kæder. De var hans sidste. Ti år senere døde han af sygdom i fængslet, omtrent 40 år gammel.
I nutiden ser Johan Lund Heinsen frem til at afdække flest mulige aspekter af datidens flugter.

Danmarks geografi satte for eksempel også sit eget præg på staten i sidste halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Ikke mindst bælterne og Øresund gav særlige udfordringer for bortløbere. Dertil kom en række omvæltninger i perioden, såsom befolkningsvækst, urbanisering og afskovning, som blandt andet kunne gøre det sværere at skjule sig i landskabet.

»Perioden står for skabelsen af den tilstand, som vi lever i i dag. Vi kan ikke forsvinde, og vi kan ikke blive til en anden. Den virkelighed er blevet helt naturlig for os, men det har den ikke altid været. Den relation, vi har til staten i dag, bliver skabt her,« fremhæver Johan Heinsen.