Børns modvilje mod at gå i skole kan måske afhjælpes ved at kigge på historien

Mistrivsel og modvilje mod at gå i skole bliver ofte omtalt som en herskende ungdomskrise. Men hvad er der egentlig nyt ved, at børn ikke kan lide gå i skole? Et nyt forskningsprojekt skal se på børns historiske modvilje mod at gå i skole med håbet om at kunne hjælpe nutidens skole.

Tavle med udhvisket kridtstreger
Adobe Stock

Mange husker sikkert følelsen af som barn at sidde i skolen og føle, at tiden snegler sig afsted. Det ville have været langt sjovere at være et hvilket som helst andet sted. Børn og unge har haft et komplekst forhold til skolen, så længe skolen har eksisteret. Nogle pjækkede eller lod, som om de var syge, mens andre mødte op hver dag uden at bryde sig om at være der. 
I dag er børns modvilje mod at gå i skole ofte et emne, der er oppe at vende i medierne. Men er det overhovedet noget nyt, og hvordan har børns forhold til folkeskolen ændret sig gennem de seneste årtier?

Mante Vertelyte, lektor på Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet, skal med en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond lede et forskningsprojekt, der forsøger at afdække børns modvilje mod at gå i skole fra slutningen af 1950’erne og frem. 

»Det er min ambition, at vi skal se på, hvad der faktisk er nyt ved den nuværende ungdomskrise, og hvad der ikke er så nyt. Så det er et historisk projekt om ikke at kunne lide skolen og om pædagogik og politik, der forsøgt at gøre noget ved det. Projektet skal hjælpe os med at forstå, hvor vi er nu, og give os perspektiv,« siger Mante Vertelyte og uddyber:
»Der er en tendens til at tale om den nuværende ungdomskrise som meget nutidig. Jeg mener, at det er en risiko for, at vi kommer til at designe kortsigtede løsninger. Hvis vi vil have mere langsigtede og jordnære løsninger, har vi brug for et historisk perspektiv.«

Forklaringerne på skole-modvilje har ændret sig over tid

Ved at kombinere følelses- og uddannelseshistorie undersøger projektet, hvordan følelser forbundet med modvilje mod at gå i skole har forandret sig over tid.

For eksempel har man tidligere set skole-modvilje som dovenskab, men den forklaringsramme blev gradvist afløst af forklaringer som kedsomhed og manglende motivation.

Senere bliver problemet forstået som stress og angst. Samtidig har de pædagogiske og uddannelsespolitiske tiltag skiftet fokus fra skolefobi over skoletræthed til det mere nutidige skolevægring.

Som led i forskningsprojektet vil tidligere elever, lærere, skoleledere og studievejledere blive interviewet. Tidligere elever vil blive inviteret med tilbage til deres gamle folkeskole for at fortælle om deres oplevelser. Og undervisere vil blive interviewet om, hvordan de håndterede børnenes manglende lyst til at være i skole. Projektet kommer til at afdække alt fra pjækkeri til elevstrejker. 
»Vi ser på, hvordan forskellige følelser forbundet med skolemodvilje har ændret sig gennem tiden, og hvordan forskellige følelser er blevet problematiseret, for eksempel politisk og pædagogisk,« forklarer Mante Vertelyte.

Ønsker at blive en del af den aktuelle debat

Projektet kommer til at løbe over fire år, hvor Mante Vertelyte arbejder sammen med Nanna Ramsing Enemark, adjunkt på Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet, samt en ph.d.-studerende, der vil blive rekrutteret til projektet. Derudover er der tilknyttet et advisoryboard bestående af internationale forskere.

»Ambitionen er at kortlægge elevers følelser og oplevelser af folkeskolen gennem tiden. Så kan vi få et klart billede af, hvad der er nyt i den nuværende ungdomskrise, og hvad der ikke er,« siger Mante Vertelyte og føjer til:

»Og så vil vi gerne udvikle en komparativ hypotese i relation til skole-modvilje, som kan bruges til at udvide projektet til et europæisk komparativt projekt. Her kan vi inkludere forskellige landes uddannelsespolitiske historier for at se, hvordan skole-modvilje har været forskellig eller ens i forskellige historiske og politiske kontekster.«
Mante Vertelyte understreger samtidig, at selvom projektet har en historisk tilgang, har den aktuelle situation i folkeskolen også et stort fokus.

»Vi ønsker at være med i dialogen. Så det at kigge på historien betyder ikke, at vi er løsrevet fra den aktuelle debat. Tværtimod ønsker vi at indgå i dialogen og bidrage med perspektiver om det, der sker nu. Så vi gemmer os ikke i historien og ignorerer de aktuelle problemer.«

Fakta: Projektet er inddelt i fire faser

Første fase undersøger, hvordan elevers utilfredshed med skolen kom til udtryk gennem forskellige former for modstand, fra pjækkeri og forstyrrelser i undervisningen til elevstrejker og andre kollektive protester.

Anden fase har fokus på lærere fra perioden, som vil blive interviewet om, hvordan det var at arbejde under børns modvilje mod at gå i skole. Og om hvordan den enkelte lærer håndterede det i praksis. Også skoleledere og studievejledere kommer til at indgå.

Tredje fase ser på det politiske aspekt. Det vil sige, hvordan uddannelsespolitik og skolereformer har forholdt sig til børns modvilje mod at gå i skole. Og hvordan denne tilgang har ændret sig over tid.

Fjerde og sidste fase samler resultaterne. Det vil sige, at forskerne forsøger at forklare fænomenet ved at samle konkret erfaring, pædagogik og politik. Både som et tilbageblik, men i endnu højere grad for at kunne finde forklaringer og give forslag til løsninger på de problemer med trivsel, som findes blandt børn i folkeskolen i dag.

 

Fakta: Advisoryboardet

Forskningsprojektet har tilknyttet et advisoryboard, som består af internationale forskere:

Katie Barclay, professor på Macquarie University i Australien og ekspert i følelseshistorie.

Pirjo Markkola, professor på Tampere Universitet i Finland og ekspert i erfaringshistorie.

Johannes Westberg, professor på Rijksuniversiteit Groningen i Holland og ekspert i uddannelsesmæssig forandring i et historisk perspektiv.

Derudover kommer Ute Frevert, professor på Max Planck Institute i Berlin og en pioner inden for følelseshistorie, til at deltage som gæsteprofessor under projektet.