Tilsyn med botilbud sættes under lup for at tage bedre ansvar for udsatte børn og unge

Langt de fleste af landets botilbud fungerer godt og hjælper børn og unge, som af den ene eller den anden grund ikke kan bo hjemme.

Alligevel vil de fleste nikke genkendende til, at der fra tid til anden dukker historier op i medierne, hvor der er blevet begået ulovligheder på et børne- og ungehjem, fra økonomisk kriminalitet til deciderede overgreb.

Der bliver selvfølgelig ført tilsyn, og tilsynet er tvedelt. Mens det er kommunernes ansvar at føre tilsyn med det enkelte barn og sikre, at det har det godt, er det socialtilsynene, der har til opgave at føre tilsyn med botilbuddene.

»Vi ved ikke ret meget om, hvordan den arbejdsdeling foregår i praksis, og i hvilken grad kommunerne og socialtilsyn koordinerer. Men hvis man nu i kommunen tænker, at det her børne- og ungehjem er godkendt uden anmærkninger, så er det nok et godt sted. Og socialtilsynet kan omvendt tænke, at vi ikke har hørt noget fra kommunerne om, at børnene ikke har det godt her, for det holder kommunerne øje med, så det er sikkert et sted, hvor børnene har det godt. Derimellem kan der jo godt gemme sig nogle ting, der ikke kommer frem i lyset,« påpeger Matilde Høybye-Mortensen, docent på Forskningscenter for borger og samfund under VIA University College.

Hun står i spidsen for et forskningsprojekt, som med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond skal undersøge, hvordan kommunerne og socialtilsynene arbejder sammen på området.

Tilsynene er de unges sikkerhed

Tilsynet med børne- og ungehjem og deres beboere er et sikkerhedsnet for, at børnene og de unge trives, og at bostederne er i orden.

Intet tilsyn kan dog finde sted, uden det medfører en bunke bureaukrati, hvilket politikere ofte gerne vil spare væk. En vigtig pointe for Matilde Høybye-Mortensen er imidlertid, at bureaukrati kan være endog meget værdifuldt.

»Der er noget bureaukrati, som faktisk understøtter god velfærd. Disse kontrolsystemer tjener et formål. Jeg håber, at vores forskning kan føre til, at vi som samfund bliver bedre til at tage ansvar for, at børn og unge, som bor på børne- og ungehjem, har det godt. Og den viden kan også blive til gavn for voksne, som bor i botilbud,« som hun udtrykker det.

Forskergruppen, der udfører projektet, kommer til at bestå af fire medlemmer. Foruden Matilde Høybye-Mortensen deltager docent Lena Kjeldsen fra Forskningscenter for social udsathed, og så vil der blive ansat to postdocer.

Selve forskningen bliver en blanding af feltarbejde hos nogle af socialtilsynene og udvalgte kommuner, interview samt gennemgange af skrevne tilsynsrapporter om botilbuddene.

Derudover vil forskergruppen forsøge at få socialtilsyn og kommuner til at mødes for at udveksle viden. Sådan så der opstår en fælles forståelse for, hvorfor man arbejder, som man gør.

Ny lovgivning giver færre besøg fra socialtilsynene

Arbejdet begynder dog først i løbet af sommeren 2026. Det skyldes blandt andet, at der er blevet vedtaget ny lovgivning, som ændrer socialtilsynenes kadence i forhold til at aflægge besøg på børne- og ungehjemmene. Fremover skal socialtilsynenes besøg være mere risikobaserede.

Hidtil har de skullet besøge det enkelte botilbud mindst én gang om året. Fra sommeren 2026 skal socialtilsynene derimod aflægge risikobaserede tilsyn og som minimum kun aflægge besøg hvert tredje år.

»Det vil i princippet sige, at de ikke skal komme særlig tit. Og det kan man godt opfatte som en forringelse. Andre vil så sige, at så bruger vi primært kræfterne på de brodne kar. Men hvordan ved man, hvem der er de brodne kar, hvis man ikke tager derud? Socialtilsynene bliver derfor nok mere afhængige af, at kommunerne melder ind. Så på den måde bliver det interessant at få den viden mobiliseret. Hvordan gør vi i dette nye setup, så vi kan lære noget af det?,« uddyber Matilde Høybye-Mortensen.

Forskningen forløber over tre år. Det er håbet, at der vil tegne sig et tydeligt billede af, hvem der har ansvar for hvad blandt kommuner og socialtilsyn. Og hvordan det mere risikobaserede tilsyn indvirker på kommunernes og socialtilsynenes samarbejde.

»Det gælder også ned på rådgiverniveau. Så rådgiveren også ved, hvad der er forventet i forhold til, at jeg har faktisk ansvaret for det her barn, der nu er anbragt uden for hjemmet. I dag regner nogle med, at når socialtilsynet har godkendt et sted, er alting i orden. Så jeg håber også, at den enkelte sagsbehandler kan få en større bevidsthed og klarhed over, hvad der forventes af det personrettede tilsyn, som de skal foretage,« siger Matilde Høybye-Mortensen.