Hvordan inddrager vi bedst sociale medier i undervisningen i dansk og engelsk?

Sociale medier fylder meget i børn og unges liv, og platformene er fulde af såvel faldgruber som muligheder. Et nyt forskningsprojekt skal komme med bud på, hvordan undervisning i sociale medier kan blive en del af undervisningen i dansk og engelsk i folkeskolen, så eleverne opnår bedre teknologiforståelse.

Elever i små grupper i klasselokale med deres telefon.
Adobe Stock

Børn og unges brug af sociale medier fylder meget i samfundsdebatten i disse år.

Men hvilke erfaringer har eksempelvis elever i folkeskolen egentlig gjort sig med sociale medier som TikTok, Snapchat og Instagram? Og kan vi som samfund blive bedre til at undervise eleverne i deres brug af platformene?

Et nyt forskningsprojekt, som støttes af Danmarks Frie Forskningsfond, vil undersøge elevernes oplevelser af for eksempel algoritmers betydning for, hvilke typer indhold elever i 7. og 8. klasse bliver præsenteret for på de sociale medier.

Samtidig vil eleverne blive inddraget i, hvordan brugen kan ændres med mål om at opnå en kritisk tilgang til sociale medier og en større teknologiforståelse.

Tilsammen skal det munde ud i hjælp til lærere, der underviser i dansk og engelsk.

»Det er ikke sådan et projekt, hvor man bare slår eleverne i hovedet og siger ’fy, fy, skamme’. For der er i forvejen enormt meget skam og skyld blandt unge mennesker om sociale medier. Hvis lærere eller deres forældre spørger til det, vil de typisk kun fokusere på alt det dårlige, og så vil børnene sige det, som de voksne gerne vil høre,« fortæller Thorkild Hanghøj, professor på Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet, som kommer til at stå i spidsen for projektet.

»Det er jo ikke nødvendigvis forkert, men det er også kun den ene side af historien. For der er jo en grund til, at de unge bruger de sociale medier, forstået bredt som YouTube, Snapchat, onlinespil og andre digitale platforme. Det gør de for at styrke deres sociale netværk, holde deres venskaber ved lige, og fordi de finder inspiration. Så vi prøver at være nuancerede i projektet ved at være nysgerrige og forstå, hvad det giver af mening for de unge,« tilføjer han.

Et alternativ til forbud

Forskerne vil lægge ud med at kortlægge sociale medievaner blandt elever fra 7. og 8. klasse på tre forskellige folkeskoler.

Dels vil eleverne blive spurgt om, hvilke positive og negative erfaringer, de har gjort sig. Dels hvordan eleverne selv forestiller sig, at det kunne give mening for dem at arbejde med sociale medier i skolen, og hvordan brugen af sociale medier kan gøres anderledes end i dag.

Anden del af projektet kommer til at fokusere på sammen med lærere at udvikle undervisningsmetoder til, hvordan undervisning om sociale medier kan komme til at se ud inden for dansk- og engelskfagene.

»Vores projekt er på mange måder et alternativ til den dominerende diskurs om, at vi skal forbyde sociale medier i folkeskolen. For så får de jo ikke lært, hvad det her er for noget, hvordan de navigerer i det, og hvordan tingene kunne være på andre måder. Vi er simpelthen nødt til at gå ind og forholde os til, hvad det er for noget indhold, de unge mennesker møder, og hvordan de kan arbejde med det i skolen,« fremhæver Thorkild Hanghøj.

Som afslutning på det fire år lange forskningsprojekt vil forskere og undervisere på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole samarbejde om at udvikle undervisningstilgange, hvor der også er fokus på læreruddannelsen i dansk og engelsk.

Undervisning giver adgang til fagligt engagement i de unges digitale liv

Lærernes kompetencer inden for undervisning i sociale medier er allerede blevet et fokusområde andre steder i samfundet. For eksempel er Red Barnet samarbejdspartner i forskningsprojektet, og organisationen gav i 2025 startfløjet til indsatsen ’Børneliv i digital trivsel’ med netop det fokus.

»Ønskescenariet er, at vi er bliver meget klogere i forhold til, hvad børn oplever, når de er på sociale medier, både godt og skidt. Og at vi får udviklet nogle faglige tilgange til dansk og engelsk for, hvordan vi kan arbejde med det her kritisk og konstruktivt, designet til undervisningen i tæt samarbejde med lærere,« siger Thorkild Hanghøj og slutter:

»Som samfund bør vi finde måder, hvorpå vi gennem undervisning kan engagere os fagligt i det, som de unge møder på sociale medier. Vi kan ikke bare tro, at vi løser problemet ved at udstikke forbud eller ved at ignorere det, men at vi i stedet skaber konkrete didaktiske pædagogiske tilgange til i dansk og engelsk at arbejde med det her.«

Projektgruppen

Projektgruppen består af: 

  • Thorkild Hanghøj, professor på Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet. Tilknyttet ILD-Lab.
  • Birgitte Henningsen, ph.d., postdoc samme sted
  • Mads Middelboe Rehder, ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole og ligeværdig leder af forskningsprojektet. Tilknyttet indsatsen ’Børnenes teknologiforståelse’.
  • Lone Krogsgaard Svarstad, ph.d., lektor samme sted.
  • Malene Charlotte Larsen, ph.d., lektor på Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet.