Måske kan en mor påvirke sit barns biologi, selvom hun er gravid med et donoræg

Når en kvinde bliver gravid via ægdonation, er hun oftest ikke genetisk beslægtet med det ufødte barn. Men måske kan hun alligevel påvirke barnets biologi. Et nyt forskningsprojekt skal forsøge at finde ud af hvordan og hvor meget.

Billede af gravid mave.
Adobe Stock

Når kvinder eller par har svært ved at få børn og har været igennem fertilitetsbehandling flere gange, kan de ty til at forsøge at blive gravide ved hjælp af ægdonation. I 2025 kom cirka 800 børn til verden i Danmark på den måde.

Tendensen kan måske tage til i fremtiden, for fra 1. januar 2026 blev det lovligt at fryse æg, selvom der ikke på forhånd er en aftager til dem.

»For de fleste kvinder er det sidste udvej at få et æg doneret. De higer efter at få noget information om, hvor meget de kan påvirke det barn, som de ikke er genetisk i familie med. Er der en eller anden måde, jeg alligevel kan påvirke det barn, mens det ligger inde i min livmoder? Det betyder også noget for partneren og resten af familien,« siger Line Hjort, adjunkt på Institut for Immunologi og Mikrobiologi (ISIM) på Københavns Universitet.

Hun står i spidsen for et forskningsprojekt, som med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond skal undersøge, om det er muligt for en kvinde at påvirke et barns biologiske udvikling, selvom hun ikke er genetisk beslægtet med sit barn.

Overførsel af celler mellem kvinde og barn

Forskningen fokuserer på to emner, henholdsvis epigenetik og mikrokimærisme.

På græsk betyder epi ’oven på’. Så epigenetik handler om, at små molekyler sidder oven på vores DNA og bestemmer, hvor meget af vores DNA, der kommer til udtryk, og hvor meget, der bliver lukket af for.

Så epigenetikken er altså med til at bestemme, om en celle skal blive til en muskelcelle, en fedtcelle eller en af de øvrige knap 200 forskellige celletyper vi har i kroppen.

»Man kan sige, at ens DNA er vores hardware ligesom en computer, mens epigenetikken er softwaren, der får det til at spille. Vi ved, at miljøet, mens man ligger i sin mors mave, betyder noget for ens epigenetik. Men vi ved ikke hvor meget,« uddyber Line Hjort.

Mikrokimærisme er et ord for, at celler vandrer mellem mor og barn. Når en kvinde er gravid, vil celler fra barnet gå gennem moderkagen over i kvindens blodcirkulation og ud i hendes væv.

Omvendt vil særligt kvindens immunceller blive overført til barnet, hvor de kan findes som levende celler, helt op til barnet fylder 20 år.

»Vi ved, at mikrokimærisme eksisterer i mennesker, men vi ved ikke ret meget om, hvad de overførte celler har af betydning. Derfor vil vi også måle, om der er nogle celler, der overføres fra moren til det barn, som hun har fået med et donoræg,« forklarer Line Hjort.

Deltagerne vil løbende få viden om forskningens fremskridt

Forskningen foregår i samarbejde med fertilitetsklinikkerne på Herlev Hospital og Rigshospitalet. Det er planen at inkludere op imod 400 kvinder, der er blevet gravide gennem ægdonation, samt en kontrolgruppe af kvinder og familier, der gennemgår fertilitetsbehandling med egne æg.

Der skal tages en blodprøve fra navlesnoren umiddelbart efter fødslen, og igen når barnet er et år gammelt. På den måde kan forskerne se, om der er nogle epigenetiske sammenhænge mellem kvinde og barn, og om de er blevet flere eller færre i løbet af barnets første leveår.

»I løbet af studiet vil vi også udføre kvalitative studier, hvor vi spørger disse kvinder, som er gravide med donoræg, hvad resultaterne vil betyde for dem. Og så vil vi løbende fortælle dem, hvad vi finder ud af under studiet. Så kan de også være med til at udvikle, hvad det er for noget information, man gerne vil have, når man træffer valget om ægdonation,« fortæller Line Hjort.

Projektet forventes at løbe over fire år. Line Hjort håber, at arbejdet også kan kaste lys over nogle af de komplikationer, som optræder oftere ved graviditeter med donoræg end andre graviditeter. For eksempel svangerskabsforgiftning, hæmmet fostervækst og for tidlig fødsel.

Først og fremmest handler det dog om, hvilken betydning moren kan have for sit barns udvikling.

»Med alt, hvad jeg ved om epigenetik, vil det undre mig meget, hvis ikke vi ser, at man kan påvirke barnet, man bærer, selvom man ikke er genetisk beslægtede. Men i hvor høj grad bliver meget spændende at finde ud af. Jeg håber, at vi kan give de her familier viden om, at ligegyldigt hvordan du lever, hvad du spiser, og hvor meget motion du dyrker, så betyder det noget for, hvilke gener der kommer til udtryk hos barnet. Og så håber jeg, at vi kan give et tal for, hvor stor den betydning er,« slutter Line Hjort.

Projektgruppen

Forskergruppen kommer foruden Line Hjort til at bestå af læge og ph.d.-studerende Mette Schou Hedegaard, klinikchef Pernille Fog Svendsen og klinisk lektor Maria Birkvad Rasmussen fra Herlev Hospital samt ph.d.-studerende Elisabeth Waldemar og professor og dr.med. Anja Bisgaard Pinborg fra Rigshospitalet.

Derudover bliver også postdoc Jo Frøkjær Iversen, seniorforsker Ali Altintas, begge fra Københavns Universitet, samt forsker Gitte Lindved Petersen fra Steno Diabetes Center Copenhagen tilknyttet projektet.