Asbjørn Steglich-Petersen

Forskningsleder

 

Projekttitel

Modal erkendelse

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Mit seneste forskningsprojekt handlede om hvad det vil sige at der er en kausal forbindelse mellem faktorer, altså hvad det vil sige at én begivenhed forårsager en anden, og hvordan vi kan opnå erkendelse om den slags forhold. I mit arbejde med dette blev jeg optaget af et mere generelt spørgsmål, der også er relevant for kausal erkendelse, nemlig hvorledes vi kan erkende modale sagforhold. Modale sagforhold omfatter f.eks. sagforhold om hvad der er muligt, eller hvad der ville være sket, hvis noget andet, der faktisk ikke hændte, havde hændt. Tænkning om denne type sagforhold er af fundamental betydning både i dagligdags og videnskabelige sammenhænge, men det er meget uklart hvorledes vi kan opnå viden om dem.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

En filosofisk undersøgelse af betingelserne for modal viden kræver inddragelse af en række forskellige discipliner, både fordi modale vidensområder er så mangeartede, og fordi en sådan undersøgelse kan drage nytte af et samspil med kognitiv psykologi og beslægtede områder. Det er altid både udfordrende og perspektivrigt at bevæge sig på tværs af fagområder på denne måde.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude programmet har haft og vil fortsat have afgørende betydning for min karriere som forsker. Prisen som Ung Eliteforsker, som jeg fik tildelt for mit forrige projekt, gav mig mulighed for at opbygge et solidt internationalt netværk, og privilegerede mig i mine muligheder for at fokusere på min forskning. Med dette næste trin som DFF-forskningsleder indenfor Sapere Aude programmet får jeg mulighed for at opbygge en forskningsgruppe af ph.d studerende og seniorforskere, der vil have international gennemslagskraft, og have stor fremadrettet betydning for dansk filosofisk forskning.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift med den canadiske kriminolog Sarah van Mastrigt, som jeg mødte under vores studietid på Cambridge University og lokkede med til Danmark. Sammen har vi en etårig søn Kai, så det går meget af vores fritid med. Når jeg har mulighed for det elsker jeg at færdes i bjergene, særligt de canadiske Rockies, hvor vi ofte holder ferie.