Claus Juul Løland

Forskningsleder

 

Projekttitel

En ny forståelse for neurotransmitter-transporteres funktion – en mulig forklaring på effekten af antidepressiv medicin og kokain

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Det har altid fascineret mig, hvordan noget, der er få nanometer (10-9 m) stort, kan udføre så komplekse handlinger, som proteiner er i stand til. Neurotransmitter-transportere er særligt komplekse proteiner, der virker som en slags molekylære støvsugere og derved stopper signaleringen mellem nerveceller. Der er en transporter for hvert signalstof, vi har i hjernen, og ved at ændre på deres aktivitet med f.eks. medicin kan vi ændre på nervecellernes indbyrdes kommunikation og dermed vores personlighed. Det er det, som f.eks. antidepressiv medicin og kokain gør. Ved at vide mere om hvad der sker på det molekylære/atomare plan, kan vi altså få en helt grundlæggende forståelse for, hvad der gør os til dem, vi er. Det, synes jeg, er fantastisk!

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

For lidt af signalstoffet serotonin er en central årsag til udviklingen af depression, så antidepressiv medicin virker ved at blokere det transportprotein (SERT), der fjerner serotonin. Den nuværende medicin gør dette ved at blokere SERT fuldstændigt. Vi har resultater, der viser, at SERT ikke fungerer på den måde, man hidtil har troet, men kan mere end blot at fjerne serotonin. Den nyopdagede mekanisme er ikke unik for SERT, men er helt grundlæggende for hele denne store familie transportproteiner. Med dette projekt vil vi klarlægge denne nye transport-mekanisme. Dette vil give en grundlæggende forståelse for, hvordan proteinerne fungerer. Det kan også bruges til at udvikle ny medicin, der kan skrue op og ned for aktiviteten af det enkelte SERT eller kun blokere for de mest aktive i stedet for blot at blokere fuldstændigt.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det betyder, at jeg kan etablere en stabil og tilstrækkeligt stor gruppe til at udføre god forskning af høj kvalitet. At bevillingen løber over fire år giver en tiltrængt ro på bevillingssiden og mulighed for at tænke mere langsigtet, hvilket er et sjældent privilegium i nutidens forskning. En præstigefyldt bevilling som Sapere Aude vil ofte kunne tiltrække både studerende og bevillinger til andre projekter i gruppen. Ikke mindst er bevillingen et solidt springbræt til etablering af en større forskningsgruppe og et professorat.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift med Monica. Vi har to børn; en dreng og en pige på 9 og 11 år. I fritiden løber jeg gerne en tur, spiller fodbold med de andre ”gamle” drenge og er fodboldtræner for drenge, årgang 2001, i den lokale klub.