Hvordan kan matematiske strukturer fra logik og algebra benyttes til at afgøre sværhedsgraden af problemer, som kan løses med computere?
Da jeg startede på datalogistudiet, betragtede jeg en computer som et legetøj eller et værktøj på linje med en telefon. Jeg blev med det samme fascineret af, at studiet af beregninger er en naturvidenskabelig disciplin, hvor de almindelige computere ”blot” er laboratorier. Lovmæssigheder for, hvad der kan beregnes, og for hvor effektivt det kan beregnes, er ofte uafhængige af, om beregningerne foretages af min laptop, af en Playstation, af særligt konstruerede bakterier, af computere lavet af billardkugler eller af tænkte konstruktioner, som vi endnu ikke kan bygge, men som overholder gængse fysiske love. Jeg har haft mange andre interesser inden for datalogi, men netop projektets forskningsfelt forbliver det mest gribende og svimlende.
Projektet er ren grundforskning: Der skal bygges fundamentale matematiske værktøjer, der kan hjælpe med at forstå grænserne for effektive beregninger, uanset om sådanne beregninger foretages af computere bygget af mennesker, af andre intelligensvæsener eller af andre computere.
Problemstillingerne, der skal udvikles værktøjer til, har eksisteret i henved 40 år, og talrige angreb på dem er mislykkedes. Projektets største udfordring bliver at udvikle matematik, som (måske!) kan føre til succesrige angreb.
Sapere Aude-bevillingen betyder, at jeg i en årrække, uden øvrig tanke for personlig vinding, kan koncentrere mig om at afdække nogle af de fundamentale naturlove for beregninger sammen med dygtige forskere fra udlandet.
Københavns Universitet, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Datalogisk Institut
Datalogi
Frederiksberg Kommune
Østre Borgerdydskole